Stort markforsøg: Samme hvedeudbytte, men CA billigst i brændstof

I projektet Grobund, hvor pløjning, reduceret jordbearbejdning og conservation agriculture (CA) sammenlignes, er andet dyrkningsår afsluttet. Her blev vinterhvede dyrket på de tre lokaliteter, og det blev udbyttemæssigt en tæt affære. Til gengæld er der store forskelle i omkostninger mellem de tre systemer.

Andet år af projektet Grobund er afsluttet, og resultaterne foreligger nu.

I projektets andet år (dyrkningssæson 2021-22) blev der dyrket vinterhvede med forfrugt hestebønner på de tre lokaliteter. 

- Hvedeudbytterne var ganske fine, viser opgørelsen, og de blev så godt som ens for de tre systemer på tværs af de tre lokaliteter, mens der til gengæld var forskelle på omkostningerne mellem systemerne, konstaterer Morten Lind, teknisk ekspert ved Syngenta Nordic.

Projektet Grobund, som er et samarbejde mellem Seges og Syngenta, undersøger og afdækker blandt andet fordele og ulemper ved conservation agriculture i praksis - og hvordan det kan hjælpe med at efterleve klimamålsætningerne - herunder CO2 lagring, lattergas, biodiversitet og udbytte.

I Grobund dyrker tre landmænd (se faktaboksen) i forskellige dele af landet hver jorden med tre forskellige dyrkningssystemer, nemlig conservation agriculture, reduceret jordbearjedning og traditionel jordbearbejdning med pløjning.

Læs om resultaterne fra projektet første år her

CA sparer 22 procent i brændstof    

Vinterhveden i projektets år to, der blev etableret i efteråret 2021, havde hestebønner som forfrugt, hvilket er et godt udgangspunkt for en hvedeafgrøde.

Gennem hele sæsonen har parcellerne set meget ensartede ud, hvilket også kommer til udtryk i udbytteresultaterne for vinterhveden, fortæller Syngenta Nordic. 

- Der er opnået meget ens udbytter på tværs af de tre dyrkningssystemer på de enkelte lokaliteter. Det gennemsnitlige udbytte for de tre lokaliter i 2022 er 108,4 hkg pr. ha for det pløjede system og 107,7 hkg pr. ha for reduceret jordbearbejdning, mens CA resulterede i 108,7 hkg pr. ha, fortæller Morten Lind.

Hvad angår bundlinjen er der større forskelle at finde mellem de tre dyrkningssystemer. Forskellene ses i maskinomkostninger, brændstof- og timeforbrug.

- De gennemsnitlige besparelser i brændstofforbug for de tre lokaliteter er 13 procent for reduceret jordbearbejdning og 22 procent for CA. Ligeledes er der lavere maskinomkostninger samt timeforbrug i marken for begge dyrkningssystemer, siger Morten Lind og tilføjer: 

- Med en mulig kommende CO2-afgift er besparelser i brændstofforbrug, som medvirker til en mindsket udledning af CO2, også værd at bemærke.  

Efterafgrøder og vårbyg

I efteråret 2022 blev der etableret efterafgrøder i forsøgsparcellerne, og der blev anvendt kvælstoffikserende efterafgrøder i systemerne med reduceret jordbearbejdning og CA.

I den kommende sæson vil der blive etableret vårbyg (Laureate) på de tre lokaliteter, og her ventes større forskelle mellem de tre systemer i forhold til fremspiring og etablering.

Ifølge Lars Holm Nielsen, Head of Business Sustainability ved Syngenta Nordic, oplever arrangørerne stor interesse for projektet fra både landmænd og konsulenter, ligesom forskellige interesseorganisationer viser stigende interesse.

- Vi håber, at projektet kan bidrage til mere viden om, hvordan vi i fremtiden kan dyrke vores jord på den mest bæredygtige måde, siger Lars Holm Nielsen.

Faktaboks

De tre testlandbrug

Niels-Erik Halgaard, Nørre Halgaard, Holstebro                

  • Niels-Erik Halgaard driver Nørre Halgaard ved Holstebro. Cirka 400 hektar dyrkes, med stivelseskartofler, vinterraps, korn og græsfrø.
  • Hidtil har Niels-Erik pløjet forud for kartofler og efter græsfrø ved etableringen af vintersæd, men nu harves også forud for kartofler.
  • Jorden på forsøgsarealet ved Nørre Halgaard er sandblandet lerjord JB 3-4.  

 

Simon Christensen, Rødkildegaarden, Slagelse    

  • Landmand Simon Christensen er vært for forsøget tæt ved Slagelse.
  • Der dyrkes cirka 500 hektar med korn, vinterraps, græsfrø og hvidkløver på Rødkildegaarden.
  • Jorden på Rødkildegaarden er overvejende JB 6.

 

Jens Richter Jungersen og Christian Sommerlund, JSJ-Agro, Birkelse

  • Medejer Jens Richter Jungersen og driftsleder Christian Sommerlund er værter for forsøget i Birkelse, på driftfællesskabet JSJ-Agros jord. 
  • JSJ-Agro driver 4 .000 hektar, der blandt andet inkluderer vinterhvede, vinterrug, vinterraps, vinterbyg, vårbyg, vårhavre, hestebønner, ærter, rajgræs, kartofler og juletræer.
  • Forsøgsarealet er placeret på en egen med regelmæssig nedbør på en siltholdig gammel søbund, JB 10.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.