Studs gør sprøjtemidler 1.000 gange mere sikre for landmanden

EZI-connect reducerer landmandens kontakt med pesticid med mere end 1.000 gange, viser undersøgelse.

Hurtigere, sikrere og smartere. Sådan betegner BASF EZI connect – en studs på sprøjten, og som kan hjælpe landmænd med at fylde sprøjten uden at risikere at få kemikalier på sig. Samtidig minimeres risikoen for at spilde landbrugskemikaler på jorden og skabe punktkilder som potentielt kan forurene.

Og nu er BASF i gang med at tjekke, om teorien om at man får mindre sprøjtemiddel på sig, når man bruger Ezi connect, i praksis.

Fem landbrug er testbrug, ti sprøjteførere er testet, og resultatet er lovende.

”Vores målinger viser, at de får et godt stykke over 1000 gange mindre pesticid på sig, når de bruger Ezi Connect, end ved en almindelig påfyldning, som jo heller ikke kontaminerer dem ret meget”, siger Anders Fjendbo, Ag solution manager hos BASF.

Målingerne er sket efter standarder fra EFSA – EU’s fødevaresikkerhedsagentur.

SÅDAN FUNGERER DET

I korte træk fungerer det sådan, at man monterer en studs på sprøjten, og BASF og muligvis også andre kemiproducenter monterer et skruelåg på dunkene med pesticider, som passer til studsen.
Når dunken med skruelåget drejes på studsen, kan man tømme dunken uden overhovedet at have kontakt til kemikaliet. Efter dunken er tom, spuler man dunken ren med vand fra sprøjten, og alle rester ender i sprøjten. Ikke noget spild af kemikalier og ingen kontakt overhovedet for sprøjteføreren. Nå rman afmonterer dunken er den helt ren.
Systemet bliver præsenteret og demonstreret på Plantekongressen i Herning til januar, så alle kan se, hvordan det virker.

Fælles system

Det er ikke BASF, der sælger EZI-Connect, men selskabet Pent air. BASF håber dog, at det bliver standard i branchen at bruge.

Det koster en landmand omkring 10.000 kr. at få Ezi-Connect, og de fleste dunke passer til.

Da EZI-connect reducerer risikoen for at landmand og jord kontamineres utilsigtet med sprøjtemidler, arbejdes der også for at kunne reducere den del af pesticidafgiften, der handler om denne risiko.

BASF fik sidste år specifikt godkendt svampemidlet Viverda Ezi, som netop har et låg der passer til Ezi-connect, også for at gå videre med en mulig afgiftsnedsættelse, som dog vil kræve en lovændring.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.