Svampemiddel med nyt aktivstof godkendt til korn

Svampemidlet Balaya er endelig godkendt. 

Miljøstyrelsen har nu godkendt svampemidlet Balaya til svampebekæmpelse i korn.

Det oplyser Ghita C. Nielsen, landskonsulent hos Seges.

Balaya må anvendes én gang pr. vækstsæson og senest i vækststadie 40. det vil sige før skridning, lige før fanebladets bladskede begynder at strække sig.

Balaya indeholder Revysol (mefentrifluconazol), som er et nyt triazol og Comet Pro.  Der er udviklet resistens hos Septoria mod de øvrige triazoler, men der er ikke udviklet resistens hos Septoria mod triazolet i Balaya.

Ifølge landskonsulenten udmærker Balaya sig ved en god effekt på Septoria i hvede. Midlet har også god effekt mod rustsvampe, men effekten er ikke bedre end de nuværende midler.

Forsøg: God mod septoria i hvede

Der er pt. ikke oplyst nogen pris for Balaya, ifølge Ghita C. Nielsen.

I Oversigt over Landsforsøgene er der regnet med en foreløbig pris på 500 kr pr. liter. 

I hvede har Balaya i forsøg med meget Septoria klaret sig bedre end de nuværende midler. Ved højt smittetryk er der opnået op til netto 5-10 hkg mere med Balaya efterfulgt af Propulse + Folicur Xpert ved den delte aksbeskyttelse i forhold til to behandlinger med Viverda.

I forsøg med lavt smittetryk i hvede har Balaya derimod ikke klaret sig bedre end de nuværende midler, så ved lavt smittetryk kan der også anvendes de nuværende midler.

Intervallet for dosis af Balaya vil være 0,4-0,7 liter pr. hektar, afhængig af sort og smittetryk.

Balaya har ikke særlig god effekt  mod hvedebladplet. I hvedemarker med forfrugt hvede og samtidig reduceret jordbearbejdning og dermed risiko for angreb af hvedebladplet, vil løsninger med Propulse og Proline Xpert derfor fortsat være de foretrukne midler. Ved højt smittetryk af Septoria kan tilsættes lidt Balaya.

I forsøgene i byg og rug har Balaya ikke klaret sig bedre end de nuværende løsninger. 

Se yderligere om Balaya i middeldatabasen.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.