Svensk planteavler: Mine gamle hvedesorter klarer tørken godt

Niclas Dagman, økologisk planteavler i Sverige, dyrker gamle hvedesorter - og mærker ikke meget til tørken i år.

Økologisk planteavler Niclas Dagman, Markusgården, Grästorp i Sverige, med 85 hektar er rigtig glad for sine gamle, veltilpassede hvedesorter - specielt her i tørken.

På den muldrige sandblandede lerjord giver de gamle sorter nemlig et stabilt udbytte i forhold til et normalt ikke-tørkeramt år. 

På trods af tørke står hans hvedemarker med to gamle sorter, Ølandshvede på 17 hektar og Västgöta landhvede på otte hektar, fremragende her kort før høst, og alt tyder på gode udbytter, fortæller han til netavisen landlantbruk.se

"Ølandshvede er ikke dårlig, men Västgötahvede er bedre.

De fleste af de her gamle sorter tåler, at det er tørt. De er lange over jorden, og de er også lange under jorden. Og har de lange rødder, finder de også bedre frem til vand og også fosfor, kalium og andre gode ting," siger han, der selv er forædler af Västgöta landhveden.

Han fortæller, at Västgöta landhvede for det meste yder stabile 25 til 35 hkg pr. hektar. Ikke et højt udbytte, men til gengæld falder den heller ikke igennem.

Spelthvede har han også på programmet, dog ikke i år på grund af det våde efterår, og den ydede ved seneste høst 50 hkg pr. hektar. 

Niclas Dagman har fået Demeter-godkendt (mærke for biodynamiske landbrug) sin gård, og sælger høsten af de gamle hvedesorter til bagerier og butikker gennem foreningen Wästgötarna.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.