Sydamerikanske hvedemestre får tæsk af vådt vejr

Argentina blev af Jyske Markets tidligere på måneden udpeget som det land i verden med den pt. billigste hvede på verdensmarkedet med fob-priser på 109 danske kr. pr. hkg.

En stor del af hveden til eksport sælges til Brasilien, hvilket betyder at der ikke er meget til overs til at konkurrere med fx europæisk hvede  - og eventuelle europæiske kuldegysninger står nu til at blive afløst af varme i kinderne.

Det går nemlig ikke godt for Argentinas hvedeavlere i denne sæson.

Jyske Markets oplyser således, at USDAs lokale kontor i Buenos Aires har nedjusteret forventningerne til Argentinas hvedeeksport til 10,8 mio. tons. Det er et fald på 2,2 mio. tons fra indeværende sæsons rekordniveau, og 700.000 tons under USDA’s officielle forventninger.

De argentinske farmere har været udfordret af våde forhold både i forbindelse med forårsarbejdet, men også i vækstsæsonen har det været mere vådt end normalt. Det har ført til en nedjustering af forventede høstarealer på samlet 400.000 hektar til 5,2 mio. hektar.

Tvivl om den endelige kvalitet af hveden er også en usikkerhedsfaktor, idet de våde forhold kan have udvasket en del af den tilførte gødning.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.