Tegn kontrakt på sukkerroer nu og få ekstra gevinst

Tegn kontrakt på sukkerroer for sæson 2021 nu og få et par gevinster med i hatten, der kan lappe lidt på skuffende sukkerpriser, lyder tilbud fra Nordic Sugar og frøfirma.

Nordic Sugar har i denne uge åbnet for kontrakttegningen for sukkerroer til sæson 2021, og er man hurtig på aftrækkeren er der mulighed for at få et par gevinster med i hatten.

Frøfirmaet Sesvanderhave har nemlig i samarbejde med Nordic Suger strikket et tilbud sammen, så sukkerroeavlerne får en rabat på køb af sukkerroefrø ved samtidig tegning af sukkerroekontrakten. Tilbuddet gælder frem til 14. august.

Avleren skal bestille roefrøene via hjemmesiden sukkerroer.nu

De tilbudte sorter er Sesvanderhaves bedste sorter med resistens overfor rhizomania og nematoder i form af sorterne Mango og Cub, oplyser Henrik Møller, der er country manager for Skandinavien hos Sesvanderhave.

Henrik Møller fremhæver, at begge sorter i forsøgene i 2020 ligger på et højt niveau, både når det gælder fremspiringshastighed og endeligt antal planter.

Rabatten på roefrøene afhænger af den valgte sort, og vil beløbe sig til mellem 650 til 850 kr. pr. hektar, oplyser han.

Omsåningsgaranti følger med

Med i købet af roefrøene følger en omsåningsgaranti med ret til køb af roefrø til halv pris i tilfælde af angreb af skadedyr eller tilslemning efter regn.

"Vi lancerer det her tilbud, fordi vi gerne vil give en hjælpende hånd til avlerne. Vi havde alle håbet, at verdensmarkedsprisen for sukker havde nået bunden sidste år, men oven i corona-krisen er der ikke kommet den stigning, vi havde forventet", forklarer Henrik Møller.

Han lægger heller ikke skjul, at de to virksomheder naturligvis også har en interesse i, at roeavlerne slår til på tilbudet, så frøfirmaet kan sælge flere roefrø, mens sukkervirksomheden hurtigt får lagt nogle hektar ind i årsplanen for sæson 2021.

Benytter man sig af tilbudet om at købe billige roefrø og tegne roekontrakt senest 14. august, får man som avler oven i mulighed for at komme først i køen til at købe roefrø til Conviso-systemet, hvor roerne er tolerante overfor ukrudtsmidlet Conviso og kun skal sprøjtes to gange mod tre til fem gange i dag.

Henrik Møller håber, at Conviso-systemet kan tages i brug i Danmark fra måske sæson 2022 eller 2023. Systemet er allerede tilladt i flere nordiske og baltiske lande, og der er stor efterspørgsel efter roefrøene, fortæller han.

Ifølge Henrik Møller havde Sesvanderhave i 2019 en markedsandel på 8-10 procent af det danske marked for sukkerroefrø. På verdensplan skønner han markedsandelen til 25-30 procent. Sesvanderhave er ejet af den franske frøkoncern Florimond Desprez.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.