
Kravene om etablering af efterafgrøder spænder ben for at optimere sædskifterne på mange ejendomme. Derfor benytter mange landmænd sig flittigt af de muligheder, der er for at anvende alternativer til efterafgrøderne.
Et af disse alternativer er tidlig såning af vintersæd. Det vil sige, at man ved at etablere vintersæd inden 7. september kan få reduceret sit areal med efterafgrøder i forhold 2:1.
I 2020 var der på landsplan krav om, at der skulle etableres 342.000 ha målrettede efterafgrøder. Tal fra Landbrugsstyrelsen viser, at danske landmænd benyttede sig af tidlig såning af vintersæd på 100.000 ha - for således at blive fritaget for at etablere efterafgrøder på 50.000 ha.
Det har dog vist sig at være en dårlig løsning mange steder. Tidlig såning af vintersæd fremmer nemlig græsukrudt.
Kan være dyrt
Kravene om efterafgrøder kan være forbundet med store økonomiske tab, da det resulterer i, at der skal dyrkes mere vårsæd på ejendommen.
Dyrkning af vårsæd i stedet for vintersæd reducerer på mange ejendomme dækningsbidraget på 2.000-3.000 kr. pr. hektar. På ejendomme, hvor kornet fodres op, er tabet endnu større.
Erfaringerne fra 2020 har dog vist, at problemer med græsukrudt kan medføre endnu større tab, dels fordi omkostningerne til bekæmpelse af græsukrudt stiger, dels fordi problemerne med græsukrudt kan tvinge landmænd til at foretage langvarige ændringer af sædskiftet.
Faktaboks
Efterafgrøder 2020
- I 2020 var der krav om dyrkning af målrettede efterafgrøder på 342.000 ha.
- 50.000 ha blev afløst af tidlig såning.
- 6.000 ha blev afløst af mellemafgrøder.
- 16.000 ha blev afløst af kvotetræk.
Kommentarer