I kredsen af 26 rådgivningsvirksomheder, der samarbejder med Seges i Dansk Landbrugsrådgivning (DLBR), kommer det ikke som nogen overraskelse, at adm. direktør Jan Mousing er blevet afskediget. Det vurderer direktør Benny Kirkegaard, Landbo-Limfjord, der selv tidligere har været formand for DLBR.
»I DLBR har vi savnet synlig ledelse og en klar strategi fra Jan Mousings side,« siger Benny Kirkegaard.
»Det gælder i forhold til Seges funktion i samarbejdet og til, hvor rådgivningen skal bevæge sig hen. Jan Mousing har været for lidt til stede i DLBR-kredsen, og han har i alt for høj grad undladt at bidrage til de klare visioner for rådgivningens fremtid, som vi har brug for.«
Ifølge Benny Kirkegaard bør Seges være en kraftfuld platform for fornyelse og udvikling af rådgivningen.
»Men den funktion har vi savnet under Jan Mousings ledelse,« vurderer direktøren for Landbo-Limfjord.
Kommentarer