Tilbud til tørkeplagede landmænd: Satellitfotos viser fordampning ned til 20 meter

Den danske virksomhed DHI Gras har udviklet et satellitbaseret redskab, som måler fordampning på markniveau.

Vand er de seneste år kommet mere end sædvanligt på dagsordenen i landbruget, enten fordi der er for meget eller for lidt af det.

Her kan bedrifterne med fordel anvende satelittbilleder til at få en detaljeret viden på markniveau om jordbundens vandstatus, fortæller virksomheden DHI Gras i en pressemeddelelse.

Satellitteknologi og avanceret billedanalyse kan nemlig bruges til at udlede vigtig information omkring en række fysiske forhold på jordoverfladen og derved bidrage til at understøtte en mere effektiv brug af begrænsede vandressourcer.

Satellitter kan bl.a. bruges til at kortlægge områder som står under vand, og herunder identificere hvilke markområder der er oversvømmet. Det er kritisk viden for en landmand, som skal udpege de arealer, hvor oversvømmelser har ødelagt afgrøderne, blandt andet i forsikringssammenhæng, lyder det fra DHI Gras

Derudover kan satellitter anvendes til at optimere vandingsprocesser og sikre en mere effektiv brug af vandressourcer.

Vandstress på marker. Rødere værdier indikerer stor vandstress.

Måling af fordampning med præcision på 20 meter 

DHI oplyser, at virksomheden gennem en årrække har udviklet et satellitbaseret redskab, som præcist kan måle fordampning på markniveau i en detaljegrad på 20 meter, se videoen øverst i billedfeltet.

Med det værktøj kan vandstressede markområder let udpeges, og således bidrage til at understøtte datadrevet og mere effektiv kunstvanding, forklarer DHI Gras.

DHI Gras har hovedkvarter i Hørsholm, og beskriver sig selv som en uafhængig forsknings- og konsulentvirksomhed med speciale i vandmiljø, der i mere end 50 år har løst vandproblemer i mere end 140 lande kloden over.

sbu

Faktaboks

Måling af fordampning  med satellitfotos

  • Redskabet bygger på data fra det europæiske rumagentur (ESA)’s Sentinel satellitter som grundet deres gode tidslige, spektrale og rumlige opløsning gør dem særdeles godt egnet til landbrugsapplikationer.
  • Til at opbygge en robust satellitbaseret fordampningsmodel er både optisk og termiske data (varmestråling) nødvendige.
  • Optisk data indsamles bl.a. af Sentinel-2 satellitterne hver anden til tredje dag i Danmark, med en rumlig opløsningsgrad på 10-20 meter. Termisk data indsamles af Sentinel-3 satellitterne hver dag, men i en rumlig opløsning af 1 km.
  • For at bringe fordampningsmodellerne ned på markniveau er det derfor nødvendigt at skærpe det termiske data, så opløsningsgraden kommer på linje med det optiske.
  • Ved at koble Sentinel-2 og 3 data med en avanceret maskinlærings algoritme, sammenkoblet med en række fysiske og atmosfæriske parametre, kan DHI’s model gøre netop dette, og derved udlede præcis information omkring fordampning i en detaljegrad på 20 meter.

Kilde: DHI Gras

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.