Tysk, selvkørende gyllespreder kommer til Danmark

FMR Maskiner importerer Folmers selvkørende spredere, Terra Variant, til Danmark.

Tyske Holmer, der har mere end 300 selvkørende spredere i drift, vil nu sælge deres Terra Variant-maskiner i Danmark. Det skriver den danske importør, FMR Maskiner, i en pressemeddelelse.

»Holmer har ganske enkelt set mulighederne for at opbygge et godt marked i Danmark, hvor der køres store mængder gylle i en relativt kort sæson, og hvor selve udkørslen ofte domineres af nogle maskinstationer med høj kapacitet,« forklarer Henrik Rasmussen, FMR Maskiner.

Tre Holmer Terra Variant-maskiner kører allerede i Danmark, og i løbet af foråret planlægger FMR Maskiner markdemonstrationer.

Sprederen kan mere end at køre gylle.

Efter samme princip som lastbilernes veksellad kan der hurtigt skiftes mellem transportkasser til roer (Holmer 35 m3), sneglekasser til korn (Holmer 25 m3), fastgødningsspredere (Bergmann 26 m3) og transportkasser til såsæd/gødning, som bruges i forbindelse med kombinationer af jordbearbejdning og såning. Holmer har integreret et SWAP-system, som anvender basismaskinens hydraulik til at skifte redskaber.

Holmer kan dokumentere nedfældning af 160 m3 pr. time med en injektionsrate på 25 m3 pr. ha og en læssehastighed på op til 9.000 l pr. minut. Den store 21 m3 tank fyldes på under 3 minutter med Vogelsang-pumpen.

Chassis, affjedring, bremser, styring og betjening er produceret til arbejde ved høje hastigheder, melder FMR Maskiner.

Terra Variant kan stort set håndtere alle typer eksisterende gylleredskaber, nedfældere, udlæggere og så videre, melder Henrik Rasmussen.

Maskinen har 4x1050 mm terradæk, høj overkørselshastighed og dens karakteristiske ”dog-walk” - hvor baghjulene ikke behøver køre i samme spor som forhjulene. Det skal sikre lavt marktryk. På landevejen kan man sænke to aksler ned, så vejtrykket fordeles på 4 aksler, og man altså må køre med hele 40 tons uden at bryde gældende lovgivning. Bredden er på 3 meter med standard-terradæk, og forakslen er affjedret.

Foragerautomatik, Trimble-autostyring (option) med helt ned til 3 cm nøjagtighed og mange forskellige muligheder for at vælge kørestrategi skal hjælpe med at holde produktiviteten.

Chaufføren arbejder fra en kabine, hvor alle vigtige betjeninger er placeret i et multifunktionsarmlæn m. joystick, og overblikket over maskinens mange funktioner sikres via en 12” skærm.

En buet frontrude skal sikre godt udsyn, der er automatisk klimaanlæg og støjniveau er 61 dB.

Emneord gylle

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.