Udsigt til næstbedste roeudbytte nogensinde

Udbytterekorden for sukkerroer fra 2014 får lov at stå. Men gode vækstsforhold og et lunt efterår har resulteret i en rigtig god roehøst i år.

Der mangler stadig at blive taget roer op på 10 pct. at arealet. Men allerede nu kan det slås fast, at 2020 har været et godt roeår.

Forventningen er, at årets roehøst lander på et gennemsnitligt udbytte på den gode side af 13,7 ton polsukker pr. hektar.

Det er det næstbedste udbytte nogensinde. Men det når ikke op på de 14,1 ton polsukker pr. hektar, som der blev høstet i 2014.

God vækstsæson

Den bratte overgang fra våd vinter til tørt forår gav problemer med uens fremspiring af sukkerroerne på en del arealer.

Roerne rettede sig dog, og de efterfølgende gode vækstbetingelser har givet flotte, rene roemarker, der tilmed har nydt godt af et mildt efterår.

»Der er generelt blevet høstet gode udbytter, og sukkerindholdet i roerne er højt i år. Derfor lander vi formentlig på det næst-højeste sukkerudbytte nogensinde«, siger Bo Secher, chefkonsulent hos Nordic Sugar.

Han glæder sig samtidig over, at der har været rigtig gode forhold under optagningen.

Det har resulteret i rene roer på fabrikken, og at markerne er efterladt uden alvorlige strukturskader.

Faktisk er det så tørt mange steder på Sydhavsøerne og det sydlige Sjælland, at der ikke løber vand i drænene. Det er ret usædvanligt for årstiden.

Roer lægges i kule

Selv om kampagnen på sukkerfabrikkerne først forventes afsluttet i den sidste halvdel af januar, tages de sidste roer op nu.

»Fra 10. december er det et krav, at alle roer i kule er dækkede, samt at de renses ved læsning«, siger Bo Secher.

Han tilføjer, at Nordic Sugar står for dækning og afdækning af roerne i kule.

Det sker med en fiberdug, som dels holder roerne tørre, dels beskytter dem mod eventuel frost.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.