Uklarhed om biostimulanters effekt

Markedsføringen af biostimulanter er intensiveret voldsomt i år. Men vi mangler klarhed over, om de virker under danske forhold, lyder kritikken.

Fælles for mange af de biostimulanter, der bliver reklameret for i år, er, at de er dyre, og at effekten af at bruge dem ikke er dokumenteret i uvildige forsøg. Vi ved derfor ikke, om det kan betale sig at bruge dem.

Det siger Ole Schou, planteavlskonsulent hos VKST.

Han tilføjer, at det tilmed er svært at få oplyst priser på nogle af produkterne, men at nogle af dem koster mere end 250 kroner per hektar.

Selv om det med høje kornpriser kan være interessant at jage et potentielt merudbytte, mener Ole Schou, at man skal tænke sig grundigt om, inden man køber midlerne.

- Det er nyt, at de store multinationale selskaber markedsfører produkter uden uvildig dokumenteret effekt - og det er stik modsat normal praksis, hvor landmændene først får adgang til nye midler, når de er godkendt, og virkningen er dokumenteret i uvildige forsøg, siger han.

Vil gerne lave forsøg

På Seges oplever flere specialkonsulenter også, at planteavlskonsulenter og landmænd har svært ved at forholde sig til, om det er klogt at bruge biostimulanter.

- Vi taler med mange, som har set annoncer for dem. De spørger os, om det kan betale sig at bruge biostimulanterne. Men vi er desværre nødt til at svare, at det ved vi ikke, vi har ikke lavet forsøg med dem, siger Kristian Furdal Nielsen.

Han tilføjer, at Seges meget gerne vil være med til at lave forsøg og i samarbejde med firmaerne være med til at udbrede viden om, hvordan og i hvilke situationer biostimulanter med fordel kan bruges.

- Vi sætter gang i tre landsforsøg, hvor vi afprøver dem. Men det kan ikke passe, at det er landmænd, der skal betale for forsøgene. Det burde de store firmaer bruge penge på. Det koster formentlig et mindre beløb sammenlignet med, hvad du bruger på at reklamere for produkterne, siger Kristian Furdal Nielsen.

Han håber, at vi i fremtiden kan drage nytte af at bruge biostimulanter, så det er til gavn for miljøet, klimaet samt landmændenes og firmaernes økonomi.

Biostimulanter skal ikke godkendes som plantebeskyttelsesmidler, men skal godkendes under gødningsforordningen. Det gør godekendelsen langt mindre omfattende - og billigere - end hvis de skulle godkendes som et plantebeskyttelsesmiddel.

Faktaboks

Biostimulanter

  • Biostimulanter er naturlige stoffer udvundet af jord eller planter eller produceret ved opformering af mikroorganismer. 
  • De bliver brugt for at styrke eller stimulere planternes vækst og udvikling eller for at forebygge sygdomme og stress. 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.