Undergødskning koster landmanden 139.000 kr.

Det koster knap halvdelen af indkomsten for en landmand, at han er tvunget til at gødske mindre end planterne har brug for. Det viser ny beregning fra Seges, tidligere VFL.

Når danske landmænd kun må gødske med 18 procent mindre kvælstof, end planten har brug for, så koster det en gennemsnitlig heltidsbedrift 139.000 kroner.

Det skriver Seges, tidligere Videncentret for Landbrug, i et nyt notat.

For bedrifternes bundlinje har det stor betydning. Ifølge Seges er tabet - på grund af undergødskning - på cirka 43 procent af en typisk indkomst for en gennemsnitlig heltidsbedrift.

Seges lavede for et år siden beregninger på forsøgsresultater fra 2008-2012 i vinterhvede med kvælstofnormen for vinterhvede i 2012/13.

Dengang var tabet opgjort til seks seks hkg. pr. ha. og en reduktion i proteinindholdet på 2,4 pct.

Den nye beregning viser et tab på 7,3 hkg. pr. ha. Det skyldes, at kvælstofnormerne til vinterhvede er reduceret med ca. fem kg. kvælstof pr. ha. Tabet er beregnet på baggrund af de aktuelle priser for 2014-høsten og de langsigtede prognosepriser for korn.

Tabet for landbruget set over én kam er 2.183 mio. kr. eller 843 kr. pr. ha med  en kornpris på 105 kr. pr. hkg. og en proteinpris på 4,25 kr. pr. pct.enhed protein pr. hkg.

Hvis kornprisen stiger til 130 kr. pr. hkg, mens proteinprisen falder til 3,00 kr. pr. pct.enhed protein pr. hkg., er tabet nogenlunde det samme, nemlig 2.169 mio. kr.  

Må låne penge i banken

Undergødskningen er et stort problem, siger Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer.

"Det betyder for langt de fleste bedrifter i Danmark, at de skal ud at låne de penge. Det er helt uansvarligt, at et erhverv, der er samtidig er så hårdt trængt, at man skal have det  tab," siger Martin Merrild.

Han mener, at det er på tide, at politikerne ændrer reglerne, så landmanden får lov til at give planterne den kvælstof, de har brug for. Det vil være nemt, siger han.

"Der er ingen som helst grund til, at man ikke laver undergødskning om," siger L&F-formanden.

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.