Undgå strukturskader: Kør tre dage efter du synes, du er klar

Alt for mange landmænd vurderer forkert, når de mener, at jorden er klar til at køre på, mener konsulent.

Landmænd er for utålmodige og arbejdsivrige, og det giver unødvendige strukturskader som koster dyrt.

Det mener planteavlskonsulent Christian Søndergaard Christensen, LandboNord, der gav medlemmerne en opsang på årsmødet i PlanteRådgivningen i sidste uge.

”Vi har vidst i 20 år. Nu må vi tage os sammen og lade være med at køre når jorden ikke kan holde til det!”, lød det fra konsulenten.

20 meter for langt

Ifølge Christian Søndergaard Christensen kører landmænd troligt 20 meter for langt ud i de vådeste huller i marken for at få de sidste 200 kg korn med.

”Det er det ikke værd at risikere at ødelægge et dræn for 200 kg”, siger han.

Et andet eksempel er, at når der står vand på marken, pløjer landmændene vandet ned for at lave et godt såbed, men i den forbindelse laver de dybe spor og ødelæggende strukturskader.

”Det ødelægger mere, end det gavner. Her i Vendsyssel er vårsæd 200 kr. ringere pr. hektar i gennemsnit. Det er ikke de 200 kr. værd at ødelægge jorden”, siger han.

Når så landmænd vil gøre strukturskaden god igen med grubberen kan det også gå galt.

”Gør man det, skal jorden være knastør i dybden. Det vil sige at man kan gøre det i august. Ikke ellers”, siger han.

Christian Søndergaard Christensen mener også man kan behandle jorden bedre, når man kører gylle ud med tunge vogne.

Hellere syre i gyllen end nedfældning

Også gyllenedfælderen ødelægger meget, mener han.

I stedet for at nedfælde gyllen i 8 meters bredde kan man tilsætte syre og lægge den ud med slanger i 24 meters bredde, så kører man på langt mindre areal, foreslår han.

Reduceret jordbearbejdning

Løsningen på problemet med strukturskader kan være reduceret jordbearbejdning og faste kørespor, mener Christian Søndergaard Christensen.

Han er dog ikke bleg for at køre ud med ploven, hvis der opstår et vanskeligt ukrudtsproblem.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.