Ung landmand vil dyrke to afgrøder på samme mark

Nyuddannede Henrik Knudsen har forpagtet 11 hektar på sin fars gård, hvor han vil forsøge sig med samdyrkning.

Henrik Knudsen, der er nyuddannet agrarøkonom, vil i næste sæson forsøge sig med samdyrkning på 11 hektar på forældrenes gård på Lolland.

"I stedet for at dyrke monokulturer på ens marker, kan man dyrke to eller flere afgrøder på samme tid for at bryde monokulturen og få en bedre synergi på marken. Hvis man intelligent får sammensat nogle afgrøder, kan de få gavn af hinanden i stedet for at konkurrere mod hinanden", forklarer han. 

Korn og bælgplanter er et godt match.

"Bælgplanten vil optage nogle næringsstoffer gennem knoldbakterierne og roden og fiksere kvælstof, som vil blive "givet" til naboafgrøden, altså kornet. Så man kan faktisk skære ned på sit kvælstoftillæg igennem sæsonen", siger han.

I sit afgangsprojekt på Dalum Landbrugsskole skrev han om samdyrkning.

"Jeg har skrevet om byg og ærter og hestebønner og vårhvede. Jeg vil selv prøve med vinterrug og vintervikke, som også er en bælgplante. Jeg sår det til efteråret, og til næste forår sår jeg vårbyg og ært", siger han. 

Højere samlet udbytte

Henrik Knudsen ser mange fordele ved at dyrke flere afgrøder sammen. 

"Der vil være plantedække i flere forskellige lag. Det vil sige, at man lukker af for sollyset til bunden, så man undertrykker ukrudtet. Derudover vil der også vær færre svampesygdomme og insektangreb, når man bryder monokulturen", forklarer han. 

"Når bælgplanten fodrer hovedafgrøden med kvælstof, bliver proteinindholdet øget, fordi kvælstof og proteinindhold tit går hånd i hånd. Så der er mange ting, som samlet set kan give et højere samlet udbytte end én afgrøde".

Men man kan blive nødt til at gå på kompromis i forhold til eksempelvis sådybden og høsttidspunktet.

 "Ærter vil gerne dybt i jorden, og byg vil knap så dybt i jorden, så du er nødt til at finde en middelvej for de to afgrøder. Det er det samme ved høst – der bliver du også nødt til at lave et kompromis, hvis de ikke modner på præcis samme tid", siger han. 

Det kan også være en udfordring at få begge afgrøder op i tanken. 

"Jeg har forhørt mig lidt om høstindstillinger. Med vinterrug og vikke indstiller du den til rug, og så justerer du på luften, så det hele kan komme med op i tanken. Der vil selvfølgelig komme mere skidt med op, men det kan du så klare bagefter i sorteringsanlægget", siger Henrik Knudsen. 

Kan løse pesticid-udfordringer

Henrik Knudsen tror, at samdyrkning kan være en løsning på udfordringer i både den konventionelle og i den økologiske planteavl. 

"Det konventionelle landbrug løber måske meget snart panden mod en mur på grund af resistens, og fordi der bliver skåret mere og mere ned på de midler, man må bruge", siger han.

"Hvordan bekæmper eller afgrænser man ukrudt, skadedyr og svampesygdomme uden at bruge spørjtemidler? Samdyrkning kunne være et redskab til det. Det samme gælder i økologien, hvor man har de samme problemer".

Henrik Knudsen tror på, at samdyrkning vil blive større i fremtiden og håber, at de 11 hektar derhjemme skal udvides med tiden. 

"Når man har fundet en blanding af to arter, der virker sammen, jamen hvem siger så ikke, at man kan prøve med en tredje og få endnu mere diversitet ind og endnu mere undertrykkelse af ukrudtet, insekterne og svampene", siger han. 

"Tankegangen ligger rigtig meget i tråd med fremtidens trends - forbrugerne vil gerne have, at vi bruger færre sprøjtemidler, og at der er mere diversitet i landskabet. Samdyrkning har mange af de ting, forbrugerne efterspørger, at landbruget gør".

Udover forsøget med samdyrkningen på de 11 hektar har han fået arbejde som sælger hos sine to storebrødre i FarmBackup.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.