Ungt landmandspar: To hektar jordbær er bedre end planteavl på 80 hektar

Plukselv og vejsalg af jordbær. Det har givet ungt landmandspar en god start efter overtagelse af planteavlsejendom.

"Da vi købte ejendommen for to år siden, sagde banken, at vi skulle have lønindkomster ved siden af landbruget, for at det kunne løbe rundt", fortæller Torben Runge Jørgensen.

Han arbejder derfor på fuld tid som smed, mens Anne Katrine, som lige nu er på barsel, arbejder som socialrådgiver i Varde.

Det giver lange dage, når landbruget skal passes. I disse dage er arbejdsdagen ekstra lang. Det er nemlig højsæson for plukning af de to hektar med jordbær, som er blevet en vigtig del af deres hverdag og en vigtig del af indkomsten fra deres landbrug.

Uden at ville sætte præcise tal på, hvor god indtjeningen fra jordbærrene er, lægger det unge landmandspar ikke skjul på, at det har været en succes. De understreger dog ved samme lejlighed, at det kræver rigtig mange arbejdstimer, og at det ikke var gået uden familie og gode venners hjælp.

Succes fra start

Det var et besøg hos planteavlskonsulenten på det lokale landbocenter, der gav Torben Runge Jørgensen rykstødet til at dyrke jordbær.

Første år blev der plantet jordbær på 1,2 hektar. Året efter blev det øget til to hektar, samtidig med at de har sået en halv hektar plukselv-ærter og en halv hektar læggekartofler, som også skal sælges fra den vejbod, som de har stillet op ud til landevejen mellem Korskro og Varde.

"Det har været ret vildt, så mange mennesker der kommer herud og plukker eller køber jordbær. I sidste weekend var der hundrede mand i marken store dele af tiden", siger Anne Katrine Jørgensen.

Hun tilføjer, at det kræver, at der er styr på tropperne og logistikken, men at det er det hele værd, når de folk, der kommer på besøg, er glade og får en god oplevelse.

Lokalt salg

Lidt overraskende er der rigtig mange lokale, der køber og plukker jordbær. Umiddelbart vurderer Anne Katrine og Torben Runge Jørgensen, at op mod 90 pct. af de besøgende er fra lokalområdet.

"Lige nu vil jeg vurdere, at vi sælger to tredjedel af jordbærrene til pluk selv. Det resterende salg er ligeligt fordelt mellem salg fra vores vejbod og to supermarkeder, som vi leverer til", siger Torben Runge Jørgensen.

Han tilføjer, at det er en økonomisk fordel at sælge jordbærrene direkte til kunden, men at afsætningen til supermarkederne medvirker til reducere spild.

Modne jordbær skal nemlig plukkes og sælges med det samme. Ellers bliver spildet for stort.

Faktaboks

  • Anne Katrine og Torben Runge Jørgensen bor ud til en stor vej lidt syd for Varde.
  • Har succes med at dyrke og sælge jordbær.

Emneord PLUS, Top2

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.