Usædvanlig let frøhøst - med gode udbytter

Tørke truede i maj, men udbytterne af årets frøhøst tegner rigtig godt.

Der står stadig marker med især sildig alm. rajgræs i det nordlige og vestlige Jylland som ikke er høstet. Derudover er der endnu ikke høstet timothe og rødkløver. Men på landsplan er 90 procent af årets frøhøst i hus.

Derfor kan det allerede nu slås fast: Årets høst af græs- og kløverfrø har været rigtig god.

Det er især båret af, at udbytterne i rajgræs, rødsvingel og engrapgræs har været gode. Disse tre arter udgør omtrent 90 procent af Danmarks areal med frø.

Tilbagemeldingen fra de tre frøfirmaer DLF, DSV og Barenbrug er således, at der er udsigt til en samlet frøhøst, hvor udbytterne er cirka 10 procent højere end normalt.

Tørke afværget

Selv om tørke truede frøavlen tidligt i foråret, kom regnen langt de fleste steder i tide til, at der er høstet flotte udbytter.

Det gælder også hos mange af de avlere med engrapgræs, som i maj var bekymrede over de tørre forhold. De kan ånde lettet op. Langt de fleste har nemlig høstet tunge frø og gode udbytter i høst.

At de tørre forhold dog har kostet udbytte på nogle ejendomme, er Poul Sejersen, avlschef hos Barenbrug, ikke i tvivl om. Han har således eksempler på avlere, hvor det har kostet et udbyttetab på mere end 1.000 kilo rajgræsfrø per hektar på marker, hvor vandingsmaskinen ikke har kunnet vande hele arealet.

God bestøvning

De gode forhold under bestøvningen samt godt vejr i høst har haft stor betydning for årets frøhøst.

Således er der avlere, der har leveret partier med rigtig gode udbytter.

- Højdespringerne indtil nu er 3.300 kilo alm. rajgræs, 1.400 kilo hvidkløver og 2.700 kilo rødsvingel og engrapgræs per hektar. Alt sammen indvejet tør råvare, fortæller Erling Christoffersen,

avlschef hos DLF.

Da der kun er indvejet cirka fem procent af årets avl, forventer har at disse udbytter vil blive slået senere på sæsonen.

Milepæl nået

Hos DSV glæder avlschef Carsten Jørgensen sig også over en god frøhøst.

Ud over en god høst i de tre største arter rajgræs, rødsvingel og engrapgræs fremhæver han udbytterne i bakkevingel og strandssvingel.

- Vi betragter det lidt som en milepæl, hvis man kan høste mere end to ton bakkesvingel og tre ton strandsvingel per hektar. Det har vi flere avlere, der har gjort i år, siger han.

Faktaboks

Dansk frøavl

  • Danske landmænd dyrker cirka 110.000 hektar frøafgrøder. 
  • Det udgør omkring 50 procent af EUs samlede produktion af græs- og kløverfrø.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.