USA-hvedepris på tilbagetog - farmere vil så mere vårhvede

Chicago-hvedeprisen faldt lidt i går, primært på forventning om et øget vårhvedeareal i USA.

Frem til i går var USA-hvedeprisen steget relativt pænt hen over den seneste uges tid, primært på baggrund af opkøb af hvedekontrakter fra fonde samt mangel på nedbør i dele af USAs hvedebælte. I går gik den imidlertid ikke længere, og i Chicago faldt hveden tilbage med 0,70 procent.

Jyske Markets forklarer prisfaldet med, at der er en vis forventning om, at de stigende hvedepriser vil få de amerikanske farmere til at så mere vårhvede her til foråret end forudsagt i tidligere estimater.

Således får en amerikansk hvededyrker, ifølge Jyske Markets, i dag 15 procent mere for hveden end før jul, og alt andet lige det vil naturligt nok flytte rundt på den økonomiske rangfølge for vårafgrøderne.

Modsat i Chicago steg Matif-hveden i går, dog ganske beskedent med 0,31 procent for marts 2018-termin.  Det skal ses i lyset af at det franske landbrugsministerium i går nedjusterede landets hvedeproduktion sidste år fra 37 til 36,6 mio. ton på grund af et lavere areal, vurderer Jyske Markets.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.