Vær ekstra forsigtig med Boxer - ellers kan det ende med et forbud

Ugen På Spidsen: Seges har strammet deres anbefalinger til brug af prosulfocarb. Nu er det ved at være alvorligt. Hold især øje med temperaturen og brug 90 procent afdriftsreduktion, skriver ugens klummeskribent på Mark.

Boxer er et rigtig godt og effektivt middel mod ukrudt i efteråret. Et middel som langt de fleste bruger som en standardsprøjtning sammen med DFF mod ukrudt i vintersæd. Oven i købet er Boxer også resistensbryder i forhold til SU-midlerne.

Kan du mon forestille dig at undvære Boxer?

Helst ikke, vel?

Men det er der stor risiko for vil ske, hvis vi ikke undgår forurening af prosulfocarb i frugt og grønt i år, hvor der er nultolerance. Så kan det være slut med Boxer, mener landskonsulent Carsten Fabricius fra Seges.

Tidlig såning og hurtig fremspiring

Det vil virkelig være et stort tab at skulle undvære Boxer. Det vil især gå helt galt med græsukrudt - som i forvejen er et stort problem mange steder.

For at undgå det, kræver det, at alle tager alle deres forholdsregler, så der ikke sker afdrift eller fordampning fra Boxer-sprøjtede arealer, da midlet kan transporteres over lange afstande.

Risikoen er især stor ved høje temperaturer - så jo tidligere man har sået, jo større er risikoen normalt. Og i år har mange været ude at så tidligt, allerede fra 1. september, på grund af det gode vejr.

Det er 10 dage siden nu - og det tidligst såede korn er ved at spire frem. Det betyder, at der ikke er lang tid til ukrudtssprøjtning med blandt Boxer - og vi har stadig dagtemperaturer på tæt ved 20 grader. En ret så giftig cocktail.

Tjek om nabomarker er frugt eller grønt

Har man marker tæt ved frugt- og grøntplantager, skal man være ekstra forsigtig.

Til det er der hjælp at hente. Fra 1. september kan man via Landmand.dk se, om der er prosulfocarb-følsomme afgrøder i nærheden af sine marker. Her popper et kort op på din skærm, hvis du har marker inden for 1.000 meters afstand til frugt- og grønsagsavlere.

Herfra skal lyde en opfordring til at gå i dialog med de frugt- og grønsagsavlere, som er dine naboer. Vent med at sprøjte, til deres afgrøder er høstet - eller vent længst muligt og sprøjt i en kølig periode, hvor vinden bærer væk.

Strammet anbefalingerne i år

Seges har i år strammet op på deres anbefalinger til udbringning af Boxer og andre midler med prosulfocarb - blandt andet i forhold til temperatur og tidspunkt.

Og så går de skridtet videre og anbefaler 90 procent afdriftsreduktion, hvor lovkravet kun er 75 procent. Det kan for nogen give udfordringer med at bruge deres 03-vinklede dyse. Her anbefaler Seges at skifte til en større dyse eller skifte til luftinjektionsdyse.

Læs mere her

Merete Hattesen er journalist og markfaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinet Mark samt Mark online.

I den ugentlige klumme på Mark, "Ugen på spidsen", sætter Merete Hattesen og Lars Kelstrup, journalister og markfaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinet Mark samt Mark online, planteavlsugen i perspektiv. Klummen er udtryk for skribentens personlige synspunkt.

Faktaboks

Når du skal i gang med at sprøjte med prosulfocarb, skal du gøre følgende:
  • Døgnets middeltemperatur skal være under 15 grader – og der må maksimalt være 18 grader midt på dagen.
  • Vindhastigheden må maksimalt være 3-4 m/s.
  • Vindretning skal være bort fra evt. naboarealer med frugt og grøntsager.
  • Du skal undgå, at der i vejrudsigten er tørt, varmt og blæsende vejr i dagene efter udsprøjtning. Varme og vind øger fordampning af prosulfocarb fra jordoverfladen. 
  • Sprøjt aften eller nat fra 19-05. Sprøjtning i morgentimerne frarådes, da der er mindre tid til at prosulfocarb binder sig til jordoverfladen. 
  • Jordoverfladen skal helst være fugtig – gerne let regn kort efter. Det sikrer, at midlet binder sig til jord-partiklerne. 
  • Kør langsomt – max. 6-8 km/t.
  • Hold bommen lavt – max. 50 cm højde.
  • Brug en høj vandmængde – fra 200 l/ha. Det sikrer bedste dækning.
  • Brug 90 procent afdriftsreduktionsudstyr. Lovgivning kræver minimum 75 procent afdriftsreduktion. 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.