Vær på vagt: Lys bladplet i raps er hyppigere end normalt - evt. bekæmpelse er snart

Allerede sidst i januar kom de første meldinger om lys bladplet, og der er også set mere udbredte angreb - så hold godt øje med rapsmarkerne. Her får du fem gode råd om lys bladplet i vinterraps.

Hold ekstra øje med angreb af lys bladplet i raps. Risikoen er højere end normalt, da svampen trives bedst i milde vintre og ved fugtige forhold efterår, vinter og forår, og det har vi haft meget af i år.

Der er forskel på sorternes modtagelighed, men der er ingen officielle data for de fleste af de i Danmark dyrkede sorter.

1. Bekæmpelse

En effektiv bekæmpelse af lys bladplet kræver, at bekæmpelse foretages ved svage angreb. I de tidlige vækststadier, som vi er i nu, anbefales bekæmpelse ved fem procent angrebne planter og derover. Senere i vækstsæsonen er bekæmpelsestærsklen højere. Evt. bekæmpelse er aktuel fra begyndende strækning (vs. 31) fra primo marts - men kun hvis der er vækst i planterne.

Ved bekæmpelse tidligt forår kan kun anvendes Folicur Xpert og også Prosaro, hvis der samtidig er angreb af andre svampe. Orius Max/Orius og Juventus har også effekt, men må ikke bruges nu, men først fra omkring blomstring.

2. Er det rentabelt?

I de fleste landsforsøg de senere år er der ikke opnået rentable merudbytter for bekæmpelse af lys bladplet. Det skyldes enten, at det har været svage angreb eller fordi angrebene ikke har udviklet sig bagefter (tørt vejr). Et enkelt forsøg med mere udbredte angreb gav dog et nettomerudbytte på ca. tre hkg pr. ha for bekæmpelse i vækststadie 31 i marts. Det gælder derfor om at finde de marker, hvor der er behov for bekæmpelse.

3. Vækstregulering

Vækstreguleringsmidlet Caryx indeholder også Juventus. Hvis der både er behov for vækstregulering og bekæmpelse af lys bladplet kan man tilsætte et svampemiddel til Caryx. Da svampemidlet øger den vækstregulerende effekt, kan dosis af Caryx reduceres.

4. Alvorlig i England

I England og Skotland er lys bladplet den mest betydende svampesygdom, og der optræder de fleste år meget udbredte og kraftige angreb. De har en varslingstjeneste, der er baseret på angrebsstyrken året forinden og nedbørs- og temperaturforhold i vinterens løb (fugtige og milde vintre fremmer angreb). Tidlig såning fremmer også angreb.

I UK angives følgende sammenhæng mellem procent angrebne planter i foråret i strækningsfasen og udbyttetab: procent tab = 0,33 x procent angrebne planter. Ved 10 procent angrebne planter i foråret er udbyttetabet 3,3 procent eller ca. 1,5 hkg pr. ha ved et udbytteniveau på 45 hkg pr. ha. Omkostninger til f.eks. 0,5 l Prosaro og udbringning er 0,9 hkg/ha ved en rapspris på 275 kr./hkg.

I Danmark er lys bladplet oftest meget mindre udbredt end i UK, ligesom angrebene kan gå i stå, hvis det bliver tørt.

5. Sådan ser lys bladplet ud

Det mest karakteristiske ved lys bladplet er de mange små hvide ”totter” (sporehobe) omkring pletterne. Læg evt. bladene i en let fugtig plastpose ved stuetemperatur i 2-3 dage for at få de hvide punkter frem, da sporehobene især ses under fugtige forhold.

Kilde: Seges.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.