Vær solidarisk og del dit Kerb med kolleger - kanterne er vigtigst

Den vigtige resistensbryder Kerb mod ukrudt i raps må bruges fra 1. november - men er udsolgt overalt. Derfor bør landmændene være solidariske og dele med hinanden, opfordrer planteavlskonsulent.

»Som de fleste nok ved, er Kerb udsolgt over hele linjen på grund af forsyningsproblemer fra Kina.

Og der er ikke noget, der tyder på, at det når at komme inden nytår - og Kerb må kun bruges mod ukrudt i raps i november og december«, fortæller planteavlskonsulent Peter Westphael fra Fjordland.

Han opfordrer derfor til, at de, der har Kerb til rådighed, overvejer, om de kan nøjes med at bruge det i kanter og pletter - og sælger resten til kolleger.

»Kerb er som resistensbryder et meget vigtigt middel for alle rapsdyrkere. Der er ikke noget godt alternativ. I nødstilfælde kan man ty til Agil eller Focus Ultra, men begge midler er mere specifikke i effekten på græsser, og har ikke samme effekt og resistensbrydning«, siger han.

Kerb bekæmper både spildkorn, rajgræs, agerrævehale, enårig rapgræs, væselhale og fuglegræs.

Fuglegræs har hverken Belkar eller forårsmidlerne ret god effekt imod. Enårig rapgræs kan ikke bekæmpes med Focus Ultra eller Agil. Rajgræs bekæmpes bedst med Focus Ultra, men Agil kan have effekt.

Væselhale kan ikke bekæmpes uden Kerb. Agerrævehale kan bekæmpes med Focus Ultra og Agil - opsummerer han om virkningen af alternativerne til Kerb.

Læs flere aktuelle konsulentråd i november-udgaven af Magasinet MARK, som udkommer 2. november.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.