V: Fjern randzoner nu

»Fjern det makværk nu, lyder det fra Erling Bonnesen om randzoneloven efter at landmand har vundet retssag mod staten.

Hos Venstre glæder man sig over, at landmand Povl Blak Bojer, Holstebro, har vundet sin randzonesag over myndighederne, og ikke kan straffes, når der ikke er orden i kortmaterialet. Landbrugs- og fødevareordfører Erling Bonnesen benytter lejligheden til at komme med sit politiske budskab:

»Fjern den randzonelov nu, fjern det makværk,« siger han med eftertryk.

Han tager det som tegn på, at når Povl Blak Bojer kan vinde i retten, vil mange andre også kunne.

»Bæredygtigt Landbrug vandt den konkrete sag, nu ser jeg frem til Landbrug & Fødevarers sag om loven som helhed,« siger han til LandbrugsAvisen.

V har også kæmpet

Erling Bonnesen understreger, at han under den nuværende regering op mod ti gang har kaldt ministre i samråd i forhold til randzonerne. Her har Venstre high-lightet at randzoner ikke burde iværksættes når kortgrundlaget ikke var i orden.

Han medgiver, at VK-regeringen selv satte randzonerne i værk.

»Det blev vi presset til af et flertal uden om regeringen. Men vi sagde klart og tydeligt, at når ny viden og nye metoder opstår, skal randzonerne væk,« siger han.

Blå blok vil fjerne randzonerne, hvis de får regeringsmagten efter et valg. I stedet skal der sættes specifikt ind med minivådområder, stenrev, muslingeproduktion og andet de steder, hvor der måtte være et behov for at gøre noget.

»Vi vil gennemføre en reel forbedring for landbruget, men stadig sikre rent vand og miljø,« siger Erling Bonnesen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.