Varmen giver massive luse-angreb hos midtjysk bærproducent

Den midtjyske bærproducent Ømosebær holder mange forskellige sorter af bær til selvpluk. Jordbær og hindbær har svært ved at holde lusene væk i de ekstreme vejrforhold, men en stor andel blåbær hjælper med at minimere bærtabet.

Ved Ømosebær mellem Silkeborg og Viborg mærker man effekterne af den tidlige sommers hedebølge.

Tidlig modning og lus i bærrene er de største udfordringer, solens aggressive stråler giver bærproducent Lars Madsen og familien.

”Det er en høj og vedvarende varme i år, der gør, at vi har fundet lus i blåbærrene. Vi har haft blåbær i ni år, og jeg har kun set, at de blev angrebet en gang før”, fortæller bærproducenten.

Personalet på Ømosebær opdagede og handlede på lusene med det samme, så der har ikke været store tab på bærrene.

”Der vil jo altid være et tab på bundlinjen, når man går ind og behandler, fordi det koster noget i sig selv. Men vi har været ude i god tid, så vores tab på bærmængde grundet lus er minimal”, siger Lars Madsen

”Vi har flest blåbær, og de er heldigvis meget resistente. Den kultiverede blåbærplante stammer fra Nordamerika, og den er meget modstandsdygtig overfor sygdomme og lus herhjemme”, forklarer Lars Madsen.

Ømosebær har 4,5 hektar med blåbær af fem forskellige sorter. Blandt andet den tidligt modnende sort Duke og den sent modnende Aurora, der giver bær helt til frosten sætter ind.

Jordbær og juletræer under angreb

Flere danske jordbærproducenter har allerede meldt om store tab på grund af den høje temperatur.

Selvom Ømosebær kun har en hektar jordbær, så frygter Lars Madsen også, at deres sæson bliver afbrudt langt før tid på grund af tvangsmodning af bærrene.

”Vores jordbær er meget små endnu, og hvis varmen fortsætter, så modner de i den størrelse. Så kommer vi til at have et stort tab på mængden af kg jordbær. Det kan mærkes noget mere”, fortæller han.

Gården har også hindbærsorterne Polka og Allgold, der ligesom jordbær, er attraktive mål for lus i sommersolen.

Udover bær har familien på Ømosebær en del Nordmannsgraner, der er også under heftigt indtog af lus.

”Det er mere almindeligt at vi ser lus i granerne, men de trives også langt bedre i varmen her”, siger Lars Madsen og tilføjer, at lusene er mere hårdnakkede nogle steder end andre.

”For det meste har bekæmpelsen virket effektivt, men få steder er vi blevet nødt til at sprøjte to gange. Det gør, at vi stadig må være mere opmærksomme”.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.