Varmen har været hård ved blomkål og broccoli

Årets blomsterkål har været forsinkede på grund af de meget varme uger i især juni og august.

Det har været så varmt, at høsten af blomkål og broccoli er blevet forsinket med cirka en måned. De har nemlig dannet blade i stedet for de spiselige hoveder, og hovederne er derfor først kommet senere hen.

"Blomsterkål er meget følsom overfor varmen, så når det er så varmt, som det har været i juni og august, så bliver kvaliteten dårligere, og høsten bliver forsinket", siger Ole Henrik Scharff, konsulent i Hortiadvice.

Grøntsagsproducenterne planlægger ugentlige hold af blomsterkål, så de hele tiden kan høstes og plantes nye.

Risikerer at brænde inde med afgrøden

Hos Østerkrog Gartneri har de både blomkål og broccoli og står derfor i problematikken.

"Vi planter nye hold hver uge, så vi har noget at høste hele sommeren, men holdene faldt sammen i starten på grund af varmen, så vi fik en pukkel af varer. Da temperaturen steg i juni blev mange hold hurtigt klar, mens andre blev bremset", siger Caleb Falk, der driver Østerkrog med sin bror David Falk.

Efter en større mængde varer i starten af sommeren, gik de derefter ind i en periode med alt for få varer. Blomsterkålene voksede nemlig langsommere på grund af den voldsomme varme. Det er et problem, de ofte render ind i, Caleb Falk vurderer dog, at det har været særligt slemt i år.

"De sidste 14 dage har vi haft for få varer, men i den næste tid kan vi igen frygte at have for mange. Indkøberne har i en periode lavet aftaler andre steder, så de kunne få blomsterkål, så nu hvor vi har det på lager igen, kan vi risikere, at det bliver svært at komme af med", siger Caleb Falk.

Mange supermarkeder har forsøgt at få broccoli og blomkål fra udlandet i stedet for. Men de har mange steder i Europa haft samme varmeproblemer, så forbrugerne har skullet lede grundigt efter kålhovederne.

Aggressivt kålmøl

På landsplan begyndte forsinkelserne dog at stabilisere sig for en uges tid siden, og vejret lige nu giver særligt gunstige forhold for blomsterkål, siger konsulenten fra Hortiadvice. De mest optimale temperaturer er nemlig 18-23 grader om dagen og 12-15 grader om natten. 

Men sammen med varmen kom også et problem med kålmøl. Larverne sætter sig ofte på bagsiden af bladene og gnaver let i dem der. Hvis det er særligt slemt, så får bladene på afgrøden et sølvagtigt skær. Det er egentlig ganske normalt med kålmøl, men det har været lidt værre i år.

"Der har været en del problemer med kålmøl, som har været aggressive i år. Der var en varm periode i juni, hvor de begyndte at komme, og selvom det blev koldt i juli, har de overlevet indtil august, hvor det blev varmt til dem igen", siger Ole Henrik Scharff.

Larverne er dog et problem, der er til at komme af med. Det har derfor ikke givet anledning til særlige tab i afgrøderne.

"Samlede udbytte er ikke helt gjort op endnu, men det ser ikke ud til at blive helt dårligt. De har formentlig haft samme problemer i andre lande, men forsinkelsen har nok givet anledning til mere efterspørgsel", siger konsulenten fra Hortiadvice.

Høsten af blomsterkål kommer formentlig til at strække sig ind i november på grund af forsinkelserne. De plejer ellers at stoppe midt i oktober.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.