Verdens første robot til sneglebekæmpelse på vej

SlugBot, verdens første robot til sneglekontrol, er ved at blive udviklet i Storbritannien, og skal testes næste sommer.

Snegle kan skabe store problemer for mange afgrøder, og derfor er Jenna Ross, forsker ved det britiske innovationscenter Crop Health and Protection gået sammen med firmaet Small Robot Company om at udvikle en ny robot til at bekæmpe snegle 

Det skriver netavisen Farmers Weekly.

SlugBot er navnet på den nye robot, og den kommer til automatisk at kunne genkende sneglene, og derefter sprøjte et biologisk snegledræbende produkt direkte på sneglen.

Pt. er det tilladt for engelske landmænd at bruge jern(III)fosfat (ferrifosfat) eller metaldehyd til at bekæmpe snegle, men det er uvist hvor længe metaldehyd vil være tilladt. Metaldehyd har været ulovligt at bruge mod snegle i Danmark siden 2012.

Den nye SlugBot tilbyder en alternativ måde at få bugt med sneglene på. Efter planen skal en prototype af SlugBot afprøves i sommeren 2021.

De to partnere har indtil videre fået tildelt finansiel støtte på 5 mio. pund (ca. 43 mio. danske kr.) til at udvikle robotten.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.