Vestager frygter for landmænds økonomi: Gransker mega-fusion

EU's konkurrencekommissær Margrethe Vestager indleder en tilbundsgående undersøgelse af fusionen mellem Dow og DuPont.

To giganter inden for frø og kemi, Dow og DuPont, ønsker at fusionere. Senest fik de i juli tomlen op fra egne aktieejere.

Nu kan EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, komme imellem 'DowDuPont', som de ønsker at kalde sig.

EU-Kommissionen fortæller i en pressemeddelelse, at de indleder en 'tilbundsgående undersøgelse' af fusionen. Frygten er, at fusionen vil skade konkurrencen inden for salg af plantebeskyttelse, frø og og visse  petrokemikalier.

"Landmænds liv afhænger af adgangen til såsæd og planteværn til konkurrencedygtige priser. Vi er nødt til at være sikre på, at den foreslåede fusion ikke fører til højere priser eller mindre innovation inden for disse produkter," siger Margrethe Vestager i pressemeddelelsen.

Det fusionerede selskab - begge har hovedsæde i USA - vil skabe verdens største frø- og kemikalievirksomhed. De er konkurrenter inden for en række produkter, eksempelvis herbicider og insekticider. Det gælder også petrokemiske produkter, der eksempelvis bruges i emballage og klæbende produkter.

Kommissionen er bekymret inden for:

Plantebeskyttelse

Dow og DuPont Begge har en stærk portefølje af:

  • Herbicider
  • Insekticider

Kommissionen er bekymret for, om den foreslåede fusion vil kunne reducere konkurrencen på disse markeder, og at det kan påvirke pris, kvalitet, udbud og innovation.

  • Nematodicider, der bruges mod orme, er også en bekymring.

På et overordnet niveau er Kommissionen bekymret for, om en fusion vil skade innovationen inden for branchen.

Frø

Dow og DuPont udvikler begge "genmanipulering" af plantesorter. Kommissionen frygter, at virksomhederne vil have færre incitamenter til at licensere disse teknologier til konkurrenter efter en fusion - eller gør udviklingen af konkurrerende teknologier vanskeligere.

Sammen vil Dow og DuPont være verdens største frøfirma. Kommissionen frygter, at den fusionerede kæmpe kan hindre konkurrenters adgang til distributører.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.