Video: Se ugens Skyd Høsten-vinder og alle de indsendte billeder

De første to uger af skyd høsten er gået. To afgrøder er "skudt" først, og den første ugevinder er fundet

Vi er kommet to uger ind i Skyd Høsten 2022.

Det betyder, at det er tid til at kåre den første vinder i Skyd Høsten Bedst for uge 26 og 27.

Og der er ingen grund til at trække det ud, for det er Kristian Stryg Nielsen fra Eskildstrup på Falster, der løber med 1.000 kroner til Maykers.

Billedet er taget ved Næs på Østfalster på en mark, der er nabo til den tidligere Næsgaard Agerbrugsskole.

Kristian Stryg Nielsen melder om et udbytte på 2.200 kilo råmateriale pr. hektar, og det er han godt tilfreds med. Rødsvinglen er førsteårs og er af sorten Casanova, udlagt i andenårs vårbyg.

Den falsterske landmand, der selv driver 210 hektar jord, beretter desuden, at den tidligere rødsvingelsort passer ham aldeles glimrende, da han så kan nå at køre med hos andre, inden han selv skal høste resten af sine afgrøder.

Du kan deltage i Skyd Høsten med dine billeder og video her.

Rødsvingel vejer godt til.

Kristian Stryg Nielsen havde håbet, at han kunne løbe med Skyd Høsten Først for rødsvingel, men han blev overhalet indenom af Thomas Brink på den anden side af Guldborgsund.

På Lolland høstede Thomas Brink nemlig rødsvingel allerede 30. juni, og løb dermed med gavekortet på 800 kroner til Maykers for at skyde dén afgrøde først.

Thomas Brink kunne, ligesom Kristian Stryg Nielsen, melde om et udbytte i omegnen af 2.000 kilo råvare pr. hektar.

Thomas Brink høstede direkte på roden med en New Holland CR9.90 med et 40 fods MacDon skærebord, et skærebord, der har debut i 2022, og som Thomas Brink er svært begejstret for.

De specielle historier

Skyd Høsten handler også om mere og andet end bare at komme først, det handler også om alle de andre historier, som en høst altid byder på.

Et godt eksempel på det er Peter Høstrup, som under skårlægning af økologisk Engsvingel på Vestsjælland fik en agerhøne med på skærebordet.

- Den sad med cirka ti meter, indtil jeg stoppede maskinen, og så hoppede den af og fløj væk. Den har nok været noget konfus efter den tur, og heldigvis var der ikke sket den noget, fortæller Peter Høstrup.

I samme tema har vi Preben M. Hansen på Stenløkke ved Sønderbog, som den 30. juni tog hul på vinterbyggen.

- Jeg ville gerne prøve at høste vinterbyg i juni, og så var det jo i går, siger den sønderjyske landmand med et grin. Årsagen til den tidlige høst var dog, at han var løbet tør for foder til siden 23.000 høns til rugeægsproduktion. Derfor blev de ti hektar høstet med en vandprocent på 18 til gasæt silo. Og det vil sige, at vinterbyggen stadig er ledig til at skyde først.


Skyd Høsten er et samarbejde med Maykers.dk. Maykers har samlet over 200.000 produkter fra 200 forskellige forhandlere til landbrug på en samlet platform, så du nemt kan finde alt du skal bruge til dit landbrug. Opret en gratis konto og find alt til høsten allerede i dag.

Faktaboks

Skyd Høsten 2022 - Sådan gør du

Sådan deltager du:

Skyd Høsten Bedst:

  • Hovedpræmie: Høstfest til 25.000 kr.
  • Ugevindere: Gavekort til Maykers på 1.000 kr.
  • Ugevindere trækkes fra uge 28.
  • Lodtrækning blandt alle indsendte billeder og videoer: Gavekort til Maykers på 5.000 kr.
  • Lodtrækning blandt alle indsendte billeder og videoer: 5 x 1 årsabonnement på Mark, Kvæg, Gris, Kødkvæg eller TraktorTech, værdi op til 1.749 kr.

Skyd Høsten Først:

  • Skyd en af de 13 afgrøder først og vind et gavekort til Maykers på 800 kr.
  • Årets 13 afgrøder: Vinterbyg, vinterraps, triticale, vårbyg, vinterhvede, rug, havre, alm. rajgræs, rødsvingel, engrapgræs, hvidkløver, spinat til frø og hestebønner.
  • Allerede høstet er: Rødsvingel og engrapgræs.

Emneord Skyd Høsten 2022

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.