Vigtigt planteværn i restordre 

Corona-nedlukninger er årsagen til, at forsyningen med det vigtige raps-planteværn Kerb 400 SC er i restordre - muligvis resten af året.

Ukrudtsmidlet Kerb 400 SC, der i raps bruges mod græsser og spildkorn i november og december, er i år meget svært at opdrive for de, der endnu ikke har dækket sig af. Firmaer landet over melder udsolgt af Kerb 400 SC, hvorfor midlet nu er i restordre.

Hvorvidt der når at komme nye forsyninger til at afdække efterspørgslen, er usikkert.

Det skriver Agromarkets i en pressemeddelelse.

Nedsat produktion 

Forsyningerne af Kerb 400 SC er knappe, fordi der i år er produceret en mindre mængde generiske produkter. Generiske produkter kan bedst beskrives som kopiprodukter produceret i udlandet, herunder Kina.

Det er corona-pandemien, som har forårsaget nedlukning af to fabrikker i Kina, der producerer generiske produkter af Kerb.

Selvom et par fabrikker i Kina kan synes uendeligt langt væk fra Danmark, rammer det ikke desto mindre de danske planteavlere – i hvert fald de, der ikke nåede at få handlet midlet hjem, inden forhandlerne løb tør for varer. Manglende forsyninger begrænser udbuddet, og mange må i øjeblikket gå forgæves til forhandleren.

Usikkert med nye forsyninger

Det er usikkert, om nye forsyninger når at komme til det danske marked, før vinduet for anvendelse af Kerb 400 SC udløber 31. december. Efterspørgslen er nemlig ikke kun høj i Danmark - det gælder i det meste af Europa.
 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.