Vinterbyg ramt tidligt af virus

Havrerød-sot rammer tidligt og hårdt på grund af den milde vinter, vurderer konsulent fra Sønderjysk Landboforening.

I det syd- og sønderjyske område er op mod 10 procent af bygmarkerne ramt af sygdommen havrerød-sot. Dermed skal markerne pløjes om.

Det skriver DR.

Markerne er tidligt ramt af sygdommen, fortæller Finn Olsen, chefkonsulent hos Sønderjysk Landboforening.

"Symptomerne plejer først at vise sig hen på foråret og hen på sommeren, så det er noget nyt at angrebene nu er så alvorlige," siger Finn Olsen.

Det milde vejr i efteråret er skyld i de slemme angreb, vurderer han.

"Vinterbyggen er en ting. En anden ting er vinterhveden, som udgør et langt større areal og den viser ikke symptomerne lige så tidligt, som vinterbyg gør. Så vi frygter at vi har nogle smittede marker derude, som vi bare ikke kan se endnu," siger Finn Olsen.

Nogle landmænd risikerer at miste op mod 60 procent af vinterafgrøderne, vurderer han.

Læs mere om havrerødsot hos Landbrugsinfo.dk.

Faktaboks

Sådan rammer havrerødsotvirus

Bladlusene kan overføre havrerødsotvirus. Risikoen for angreb af er derfor størst i de mest milde områder af landet, fordi bladlusene her trives bedst.

I vinterbyg udvintrer angrebne planter ofte, så 1 procent angrebne planter er lig med 1 procent udbyttetab.

I hvede resulterer angreb i færre og kortere aks, mindre rodudvikling samt nødmodning og dermed mindre kerner. 1 procent angrebne planter resulterer derfor i ca. 0,5 procent udbyttetab.

Kilde: Landbrugsinfo.dk.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.