Vinterhavre giver flot udbytte: Det er bare en skør idé, og vi prøver igen

Egon Nissen, Bredebro i Sønderjylland, såede otte hektar med vinterhavre i september. Med den milde vinter lykkedes det nemt for afgrøden at klare sig godt gennem til høst.

Når vårhvede kan sås i oktober, er det vel også muligt med havre?

Som sagt så gjort, og i efteråret 2019 såede Egon Nissen, Bredebro i Sønderjylland, derfor otte hektar til med havre på skarp JB 1 sandjord på sin bedrift Østergård.

Havren blev fordelt på fire hektar med vinterhavresorten Fleuron, der blev hentet hjem fra Tyskland, og - "bare for at prøve det og for at sammenligne", som Egon Nissen udtrykker det - også fire hektar med vårhavresorten Symphony.

"Det var en skør idé, jeg fik i efteråret, fordi så mange prøvede at så vårhvede i efteråret.

Da vi har let sandjord med tendens til fygning i foråret tænkte jeg, at måske kunne jeg narre almindelig  havre til at gro i efteråret og udnytte det store rodnet. Hvis det ikke kom, ville vi bare så om i foråret," siger han.

Egon Nissens søn, Kasper hjælper til i høst på bedriften, og han supplerer med, at havren også er efterårssået som et forsøg på at sprede høsttidspunktet.

Udbyttet i vinterhavren landede på 65-66 hkg pr. hektar. Foto: Kasper Nissen

Ingen udfordringer i mild vinter

De otte hektar med havre blev sået i et knastørt såbed 28. september med forfrugt vinterbyg. Lidt tidligere end planen, men set i bakspejlet på rette tidspunkt efter store mængder nedbør i oktober

Det våde efterår satte havren lidt tilbage, og betød også at ukrudtsbekæmpelsen kom for sent, så det har været nødvendigt at følge op i foråret. Især vårhavre-sorten har været meget plaget af meldug, fordi den allerede i april var 30 centimeter høj.

Den efterårssåede havre er gødsket som en vårhavre efter konsulentens anbefaling, og den er vandet to gange.

"Vinteren har jo nærmest været århundredets mildeste, så havren er reelt ikke er blevet testet for evnen til overvintring, så på den vis har jeg ikke lært noget af sæsonen", siger Egon Nissen.

Høsten fra de otte hektar havre skal anvendes til foder og leveres til DLG. Foto: Kasper Nissen

Prøver igen i ny sæson

"Jeg regner med at prøve vinterhavre igen næste sæson, og så vil jeg prøve at trække såningen til midt i oktober for at undgå for meget græsukrudt, som ikke kan bekæmpes i havre, og så afgrøden ikke bliver for kraftig med risiko for tidlig meldug i foråret", siger den sønderjyske planteavler. 

De fire hektar Fleuron-havre blev fældet i lørdags ved et vandindhold på 12,5 procent og med et udbytte på tilfredsstillende 66 hkg pr. hektar. For de fire hektar Symphony-havre endte udbyttet med 65 hkg pr. hektar høstet ved et vandindhold på 14,2 procent.

På Østergård er der dyrket havre gennem mange år, og udbyttet ligger normalt omkring 60 hkg pr. hektar.

Høsten fra de otte hektar havre skal anvendes til foder og leveres til DLG. 

Østergård er en deltidsbedrift med et markbrug på 60 hektar. I markplanen i år står vinterbyg til fremavl, ærter til fremavl, maltbyg og havre.

Med de indsendte fotos deltager Kasper Nissen i konkurrencen "Skyd Høsten Bedst".

Skyd Høsten er et samarbejde med Gjensidige. Tjek din viden om høstsikkerhed i høstquizzen og vær med i lodtrækningen om en super sej DJI Mavic Air 2 drone til en værdi af 7.990 kr. Prøv høstquizzen her: www.landbrugsliv.dk

Faktaboks

Skyd høsten bedst:

●Præmien er en høstfest til en værdi af 25.000 kr.

●Ugevindere får tilsendt en stor Skyd høsten-lagkage, værdi 1.000 kr.

●Ugevindere trækkes fra uge 28.

●Blandt alle indsendte billeder trækkes der lod om en Beolit 17 ultimativ bluetooth-powerhøjtaler til værdi af ca. 4.000 kr.

●Blandt alle indsendte billeder trækkes der lod om 5 x 1 årsabonnement på Mark, Kvæg, Svin, Kødkvæg eller Traktortech, værdi op til 1.492,50 kr.

Skyd høsten først:

●Skyd en af de 13 afgrøder først og vind et SuperGavekort til GoGift, Danmarks største gaveportal på 800 kr.

●Årets 13 afgrøder: Vinterbyg, vinterraps, triticale, vårbyg, vinterhvede, rug, havre, alm. rajgræs, rødsvingel, engrapgræs, hvidkløver, spinat til frø og hestebønner.

Emneord Skyd Høsten 2020

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.