Virksomhedsrådgiver: Gør bortforpagtningen til et partnerskab

Der er mange gode grunde til, at en tredjedel af landbrugsjorden – 936.000 hektar - er bortforpagtet. Dels er det en tendens, som LandbrugsAvisen skrev for en uge siden, at yngre generationer gerne vil blive på slægtsgården men hellere tjene pengene i byen. Dels kan det være en ganske fornuftig økonomi at få forrentet et værdifast gode som jord med 3-4 pct. Hvis forpagter har stordriftsfordele, kan han måske tjene mere pr. hektar, end man selv kan, og den fortjeneste kan deles.

Eller som Kaj Thosltrup Madsen tænkte, da han for 10 år siden ville koncentrere sig om andre opgaver end landbruget men gerne ville bevare værdien: På langt sigt er jord en sikker investering.

Ikke med venstre hånd

Omvendt må det absolut ikke være venstrehåndsarbejde, når man beslutter sig for at bortforpagte jorden. Det understreger Per Kristensen, virksomhedsrådgiver i Patriotisk Selskab.

»Det er en strategisk beslutning med langsigtede konsekvenser,« siger han.

Han peger på, at mens en ejer har en lang tidshorisont, så gælder det ikke nødvendigvis en forpagter.

»Han kan lade stå til med dræn, ukrudt, kalk, trykskader og andet,« uddyber han.

Derfor bør man bruge en del krudt på at lave aftaler.

»Jeg vil kraftigt råde bortforpagter til at gå til opgaven som en væsentlig beslutning og tænke på det som et partnerskab. Det kan ikke betale sig at gå efter en høj pris, hvis man så skal ud og rydde op bagefter. Hellere et partnerskab med åbenhed, tillid, dialog og en fair pris for begge parter,« siger han.

Op til aftalen bør man, i hvert fald når den har en vis størrelse, holde et møde, hvor man involverer både økonomer, jurister og planteavlskonsulenten for at kende status på dræn, ukrudt, osv. Derefter vil et årligt opfølgningsmøde med forpagteren for at få en status og justere til kunne forebygge mange efterfølgende tvister, mener han.

Ikke standardkontrakt

Per Kristensen anbefaler, at man holder aftalerne simple, så de er til at forstå. Sådan er det ikke altid i virkeligheden.

»Der opstår oftest problemer, når man tager en standardkontrakt og ikke er skarp på de specifikke forhold. Hvis den kan tolkes på to måder, lægger man gift,« siger han.

Omkring prisen bør man være meget bevidst om, hvad man gør. Hvis man bruger kapitelstaksten som udgangspunkt, når den er høj, ser det ud af en god pris, men hvis så kornet falder til 90 kr. pr. hkg, er den meget lav.

»Man skal se på, hvad både minimum og hvad maksimum kan være, når kontrakten udarbejdes, så man luser ud i de bristede forudsætninger,« siger Per Kristensen.

Med andre ord bør man vurdere en bortforpagtning ud fra den risiko, den indebærer. Det gælder også forpagterens betalingsevne og -villighed i hele perioden.

»Historien er fuld af forpagtere, der alligevel ikke kan betale, når priserne falder, og så skal bortforpagter udbyde ejendommen igen i et lavprismarked,« siger han.

Taber kompetencer

Hvis det er en slægtsgård, man gerne vil bevare ejerskabet til, eller hvis ejendomsmarkedet vurderes til at være dårligt, kan bortforpagtning være en god idé, men man må ikke undervurdere, at der hurtigt er tab af kompetencer, og man har fortsat mange omkostninger til vedligehold, forsikringer m.m. Derfor skal man i det mindste overveje, om ikke det var bedre at sælge, mener Per Kristensen.

»Når først man giver driften fra sig, taber man kompetencer og kontrol, og her er et partnerskab bedre end at lade stå til og så skulle rydde op bagefter,« siger han.