Weekend-vejret i bedring

Regn og blæst vil præge vejret fredag, men sidste halvdel af weekenden bliver fyldt med flot forårsvejr.
Ifølge DMI bliver søndagen weekendens flotteste dag, og over hele landet er 1. maj præget af tørvejr.

- Med lidt held bliver søndag rigtig fin. Vi får solskin, tørvejr og lokalt op til 15 graders varme. Og med en vind, der har lagt sig, er det en klar forbedring i forhold til noget af det vejr, vi har oplevet på det seneste, siger vagtchef Thyge Rasmussen.

Inden vi når så langt, kan der især for jyderne være grund til at væbne sig med tålmodighed.

Fredag bliver i hvert fald flere steder mod vest både våd, kold og blæsende.

- Vi har et regnvejr, der fredag nærmer sig den jyske vestkyst, og i den del af landet vil det blive fem-seks grader og op til en hård vind, så det vil føles ganske koldt.

- Det ser ud til, at regnvejret måske går i opløsning, inden det når hen over Sjælland. Her vil man i stedet have sol og tørvejr og måske op til 12 grader, forklarer Thyge Rasmussen.

Ifølge DMI-meteorologen er det mest solsikre sted at opholde sig fredag og lørdag Bornholm, hvor regnvejrsfronten under ingen omstændigheder vil nå hen.

- Lørdag ser det ud til, at fronten har tabt lidt af pusten. Som helhed bliver der temperaturer omkring 10-12 grader, men måske op til 15 grader på Bornholm.

Natten mellem lørdag og søndag kan man enkelte steder opleve nattefrost.

/ritzau/

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.