Markante stigninger på sojaskrå

Vejrfænomenet ’La Niña’ skaber frygt for sojaproduktionen.

Af Jakob F. Kjærsgaard, markedsanalytiker, VKST, www.kornbasen.dk

Hvedeprisen er presset i bund, men det nedadgående potentiale ser trods alt ud til at være udtømt. Efter min opfattelse er den mest sandsynlige prisudvikling hen over vinteren uændrede til stigende priser. Mulighederne for et prisløft knytter sig til flere forhold, som dog i sig selv ikke giver grundlag for en decideret priseksplosion.

Den tørkeplagede australske kornhøst bliver nu i høstmåneden ramt af massive regnskyl. Det giver et psykologisk bidrag til en prispositiv stemning, men ændrer ikke grundlæggende ved det overordnede billede af den globale forsyningsbalance. Ganske vist er forventningerne til den australske hvedeproduktion nu nede på 20 mio. ton sammenlignet med sidste års rekordproduktion på 35 mio. ton – men størstedelen af tilbagegangen er allerede indarbejdet i prisen.

Den russiske eksport er stadigvæk prissættende for markedet, og de har travlt i Rusland for at få så meget hvede afsted inden vinteren bremser togtransporten. Aktuelt ligger den russiske eksport 25 pct. foran sidste år. 16 mio. ton er eksporteret indtil nu, hvilket er halvdelen af USDA’s forventninger til hele markedsåret. Når russernes dominans på eksportmarkedet bremses af vinteren, kan det bidrage til et prisløft.

Kigges lidt længere frem, viser et estimat fra USDA, at hvedearealet til høst 2018 i USA falder i forhold til sidste år, som var det laveste i 100 år. Grundlæggende satser USA mere på majs end på hvede – rollen som verdens topeksportør af hvede er overgået til Rusland.

Og der bliver brug for mere majs. Faldende majsareal i Kina og landets øgede forbrug til ethanol og svinefoder betyder, at verdens næststørste forbruger af majs allerede i år har et større importbehov end de 3 mio. ton, som USDA-estimerer - og med potentiale til betydelige stigninger i de kommende år. Måske står vi overfor samme eksplosive udvikling i Kina’s majs import, som er overgået sojaimporten, der de sidste 10 år er steget fra 28 mio. ton til knapt 100 mio. ton og som betyder, at 65 pct. af den soja, der eksporteres, bliver købt af Kina!

Maltbyg-markedet

Maltbygpriserne begynder igen at røre lidt på sig. Ud over, at der er en tradition for, at malterierne har en afdækningsbølge sidst på året, skyldes det formentlig også, at de første meldinger fra den argentinske høst er nedslående. Ganske vist er udbyttet højt, men proteinindholdet ser ud til at være meget lavt. Argentina producerer 2,5-3,0 mio. ton maltbyg i år - og bruger omkring halvdelen selv. Resten eksporteres og kan også nå Europa i de år, hvis importbehovet er til stede.

Den stramme interne forsyning i EU - herunder usikkerheden om, hvor meget maltbyg den danske høst kan levere - har fået de europæiske maltbygopkøbere til at vende blikket mod Argentina i håbet om, at der her kan hentes et supplement til den europæiske balance. Det kunne se ud til, at disse forventninger bliver skuffet. I skrivende stund kan der fås 127-130 kr. for maltbyg.

Soja-og rapsmarkedet

Prisen på sojaskrå er steget markant i den sidste uge og har nu nået det højeste niveau siden juli. Stigningerne skyldes en øget frygt for, at vejrfænomenet ’La Niña’ skal gøre et stort indhug i den argentinske sojaproduktion grundet udbredt tørke, og efter et vådt forår er det blevet meget tørt i Argentina.

Vækstsæsonen er først lige startet, så der er jo dybest set ingen grund til ’panik’ - men markedet har respekt for den kombinerede effekt af ’La Niña’ og verdensmarkedets glubende appetit på soja. Der er ikke plads til produktionssvigt i Argentina - derfor købes der nu soja med arme og ben. Styret af frygt og ikke af kendsgerninger - præcis som vi kender afgrødemarkedet.

’La Niña’ giver i øvrigt også voldsomme regnskyl i Fjernøsten, hvilket kan ramme produktionen af palmeolie. Sandsynligheden for en fuldbyrdet ’La Niña’ i de kommende måneder vurderes af meteorologer til at være 70-80 pct. Efter en nedtur begynder rapsprisen igen en optur. Støtten kommer fra et generelt stærkt olie- og sojamarked, men også fra lave rapslagre og udsigten til et faldende areal i EU.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle