Markedet presser Porc-Ex - stort underskud for andet år i træk

De seneste år har været dyre for Porc-Ex, der har tabt både omsætning og indtjening på de mange ændringer i svinesektoren.

De sidste år har været dyre for handelsselskabet Porc-Ex fra Kolding.

Et netop offentliggjort regnskab fra selskabet, der er ejet og drevet af Holger Bøgebjerg Sørensen, viser et underskud på 3,9 mio. kr. Dermed har de sidste to år kostet selskabet, der er et af flere i koncernen, 7,6 mio. kr. i underskud efter skat.

Årsagerne til de røde tal er flere, melder Holger Bøgebjerg Sørensen, der i ledelsesberetningen skriver:

"Årets resultat er negativt påvirket med ca. 3,5 mio. kr. på grund af kontraktbrud hos kunder, nedskrivning til imødegåelse af tab på debitorer samt ekstraordinære omkostninger i forbindelse med tilpasning af virksomheden til den nuværende markedssituation".

Holger Bøgebjerg Sørensen oplyser, at retssagen om kontraktbrud nu er afsluttet, men vil ikke kommentere den nærmere.

I regnskabet oplyses der ikke omsætning, så det er ikke muligt at se, hvad de seneste års tumult på markedet for både avlsdyr samt de nuværende prisfald på smågrise har påvirket.

Avlsdyr fylder kun brøkdel

Tidligere havde Porc-Ex Breeding en markant omsætning på avlsdyr. Her er der endnu ikke fremlagt regnskab, men Holger Bøgebjerg oplyser, at der ikke længere er aktiviet i dette selskab.

"Porc-Ex Breeding A/S, som indtil 2016 eksporterede Danavl avlsdyr, driver ikke forretning længere, ud over en retssag. Hovedparten af omsætningen af avlsdyr er faldet bort, som følge af at Porc-Ex Breeding A/S fra 2016 ikke længere havde adgang til køb af avlsdyr til eksport hos svineavlerne. De få tilbageværende avlsdyr-aktiviteter bliver håndteret gennem Pecus International. Vores omsætning på avlsdyr er en brøkdel af, hvad den var for fire år siden", konstaterer han.

Retssagen, der omtales her, er her en sag mod Landbrug & Fødevarer, der blev anlagt i 2016. Her kræver Porc-Ex Breeding A/S en erstatning på 154 mio. kr. for det tab som firmaet har lidt i forbindelse med dannelsen af det nye DanAvl.

Er omsætningen faldet med mere end de 154 mio. kr., du har lagt sag an om?

"Det kan meget vel være, men det er ikke efter omsætningsprincippet, at eksperterne har gjort regnestykket op", siger han.

Endnu har sagen ikke været for retten. Direktøren oplever, at sagen trækkes unødigt i langdrag af modparten.

Holger Bøgebjerg Sørensen har nu taget konsekvenserne af den nye markedssituation både vedrørende situationen for avlsdyr, samt omsætningen af smågrise.

"Det har kostet mange penge, men vi har nu tilpasset vores forretning til den nye sitaution. Vi har i alt siden 2014 fyret ca. 50 medarbejdere i ind- og udland, og er nu trimmet til at møde fremtiden, uanset hvad den bringer. Vi er solvente, fleksible og kan ekspandere eller reducere forretningen, afhængig af i hvilken retning markedet bevæger sig i", siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle