Markedspriserne for mejeriprodukter er nedadgående

Af Niels Ole Nielsen, chefkonsulent, Landbrug & Fødevarer.

I løbet af efteråret er markedspriserne for alle produktgrupper begyndt at falde, og de er stadig nedadgående. Gennem de seneste fem uger er prisen på smør således faldet 13 procent, så den i dag ligger på lige godt 4.000 EUR/ton. Det er dog stadig en ganske høj pris for smør, hvis der sammenlignes med tidligere år. Inden vi gik ind i 2017 lå rekordprisen for smør på ca. 4.400 EUR/ton.

Prisen for ost er siden starten af december faldet med 11 procent. Det betyder, at man faktisk skal tilbage til august 2016 for at finde en lavere pris på ost. Også for sød- og skummetmælkspulver har priserne været nedadgående og er i samme periode faldet med hhv. tre og seks procent. For sødmælkspulver ser prisfaldet dog ud til at være stoppet, og prisen har ligget konstant den seneste måneds tid. Derimod fortsætter nedgangen for skummetmælkspulver, selvom denne pris allerede ligger på det laveste niveau i mere end 15 år.

En af de primære årsager til de kraftige fald i markedspriserne er de store stigninger, som der for tiden opleves i indvejningen. Foreløbige tal viser, at indvejningen i november er steget med ca. fem procent i EU. Dette betyder også, at indvejningen er højere end i efteråret 2015, hvor de store produktionsstigninger var med til at presse markedet hårdt. Positivt er det dog, at Kina i løbet af 2017 har aftaget væsentligt flere mejeriprodukter fra verdensmarkedet, end det var tilfældet i både 2015 og 2016.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle