Marksprøjte har fartpilot og fleksibel sporvidde

Den selvkørende Hardi Alpha marksprøjte har flere nye funktioner i 2007-versionen.

Easy-Drive (fartpilot) er én af de nye og interessante funktioner på Hardis selvkørende Alpha-marksprøjter. Vari-Track er en anden nyskabelse til 2007-sæsonen.

Vari-Track står for, at sporvidden er indstillelig fra 1,8 til 2,4 meter. Ved at dreje på en knap kan man for eksempel "bestille" en sporvidde på 2,10 meter. Mens man kører frem, ændres sporvidden derefter automatisk til 2,10 meter.

Vari-Track er integreret i akslerne som et trapez-arrangement. Alpha Vari-Track-sprøjterne er født med denne egenskab, og systemet kan ikke eftermonteres.

Easy-Drive består i, at man kan stille motoromdrejningerne til et ønsket niveau. Det anvendes typisk ved landevejskørsel, så tophastigheden på 40 km pr. time opnås ved begrænsede motoromdrejninger, hvilket er støj- og brændstofbesparende.

Easy-Drive kan også anvendes i marken, hvor man for eksempel kan vælge motoromdrejningerne afhængigt af behovet for trækkraft. Det kan ske, hvis der for eksempel kun er begrænset behov for effekt til pumpen.

Tidligere var det nødvendigt at køre med maksimum motoromdrejninger uanset belastning.

Ny sprøjtecomputer

Alpha Vari-Track er udstyret med Hardis nyeste sprøjtecomputer, HC 6500, der er udviklet samtidig med den nye Commander-serie af trailersprøjter.

Computeren giver mulighed for at vælge intelligente egenskaber som Autovask, Autofyld og AutoSectionControl, der er et GPS-styret system som åbner og lukker automatisk for sektionerne, så overlap undgås.

Vari-Track-udgaverne, der blev præsenteret på SIMA 2007 i marts, findes med beholderstørrelser på 2500 og 3000 liter. Uden Vari-Track produceres Alfa-sprøjter med 3400 og 4100 liter beholderstørrelse. Alpha kan udstyres med konventionelle bomme fra 18 til 36 meter og med Twin Force-bomme fra 18 til 28 meter.

hoeg@landbrugsavisen.dk
Tlf
: 33 39 47 42

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle