Martin Merrild smittet med corona - sandsynligvis også minkene på hans farm

Martin Merrild er blevet testet positiv for corona. Formanden har ikke haft nogen symptomer.

Formand for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild, er testet positiv for corona.

Det skriver Finans.dk søndag aften.

De 13.000 mink på Martin Merrilds besætning nær Struer er efter alt at dømme også smittet. Han er selv testet positiv i fredags og samme dag fik han at vide at en af de mink, de har indsendt til at kontrol, også er testet positiv. Nu venter han på, at Fødevarestyrelsen kommer ud og tager flere blodprøver af minkene.

"Men jeg er sådan set ikke i tvivl om, at dyrene er smittede, for vi kan se, at de er syge. Jeg er forundret over, at myndighederne ikke allerede har været herude, men man arbejder tilsyneladende ikke i weekenden, selvom situationen for erhvervet er ekstremt alvorlig", siger Martin Merrild.

Martin Merrild meddeleler igennem L&Fs presseafdeling søndag aften til Landbrugsavisen.dk at han har det godt og at han ikke har haft nogle symptomer på noget tidspunkt. Han har ikke yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt.

Fredag langede den afgående formand ud efter Fødevareminister Mogens Jensen efter et møde med ministeren om krisen i minkbranchen.

Han var både skuffet, vred og rystet.

"Selv det mest simple ønske om et fælles kriseberedskab, som vi har banket på med i flere uger, er endnu ikke blevet efterkommet. Det er den allerstørste skuffelse, jeg har oplevet i min tid som en del af en erhvervsrepræsentation", sagde formanden fredag og fortsatte:

"Det er ubegribeligt, at man ikke kan lave et forum, hvor sundhedsmyndighederne, veterinærmyndighederne og erhvervet kan sidde sammen med ministeren for bordenden og håndtere krisen. At man kan ikke kan sidde sammen og håndtere krisen, som der ellers er en god tradition for i Danmark".

Søndag oplyser Fødevarestyrelsen at der nu er fundet coronavirus på i alt 191 minkfarme, mens 209 farme ligger inden for en radius af 7,8 kilometer fra en smittet farm.

Det betyder, at minkene på i alt 400 af landets 1138 minkfarme umiddelbart skal eller er blevet aflivet. Det svarer til hver tredje minkfarm i landet.

 

Emneord

coronavirus mink , Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle