»Landmændene betaler for, at vi har fået friskere luft«

Brændstofforbrug er et parameter, når landmænd køber traktor, men Nox og klima-regnskaber er stadig fjerne begreber.

Når landmænd skal ud at købe ny traktor, er traktorens miljøregnskab ift. andre traktorer et meget sjældent tema.

Sådan lyder vurderingen fra Søren Geert-Jørgensen, der som maskinkonsulent hos VKST rådgiver landmænd i forbindelse med deres køb af traktorer.

»Landmændene ved, at de i forvejen lever op til meget strenge emissions-regler, og derfor er det ikke noget, som de som sådant vælger til eller fra på«, siger han og minder om, at landmanden ikke har nogle økonomiske incitamenter til at grave sig dybt ned i en traktors ’miljøregnskab’ og finde en model, der udleder lidt mindre.

»For en bilejer har man via afgiftspolitikken valgt en økonomisk gulerod. Det har man ikke her. Der er kravene bare blevet strengere og strengere med dyrere traktorer til følge. Det er virkelig noget af en udvikling, der er sket, men du kan sige, at landmanden betaler for, at vi andre har fået friskere luft«, siger han.

Når det gælder brændstofforbrug, er det et parameter, der bliver snakket om, om end det ikke fylder helt så meget som hos bilejere, der med stålfaste blikke kigger på de små tal i bilannoncerne.

»Det er et parameter, men det tæller noget blandt mange andre ting. Hos en bilejer er brændstoføkonomien en meget stor del af driftsomkostningen, mens vedligehold og indkøbsprisen spiller en større rolle for en traktor. I øvrigt oplever vi også, at de store mærker er kommet ganske tæt på hinanden i brændstofforbrug«.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.