»Tro det eller ej, men løse dele er i den grad med i top tre«

Stort set alle plove kan lave et godt arbejde, men mange er ikke indstillet korrekt. Og ofte er det de samme fejl uanset mærke, mener Jens Iversen, der opfordrer til at give plovene i maskinhuset mere opmærksomhed.

»Vi skal have forplovene rykket længere frem, og spidserne på dem skal gerne en centimeter længere ud«.

Jens Iversen, Ploveksperten ApS, er i gang med dagens første opgave i Nordjylland. Som mangeårig konkurrencepløjer og sælger af redskaber til jordbearbejdning bruger han nu sin viden som selvstændig konsulent, hvor han en stor del af tiden indstiller plove rundt om i landet. Og der er nok at tage fat på.

»Jeg kommer naturligvis hovedsageligt ud til landmænd, som føler, at deres plov ikke pløjer korrekt. Det er derfor, de ringer. Men det er mit skøn, at over halvdelen af alle plove i Danmark er indstillet forkert. Selv på nye plove bør man ikke regne med indstillingen fra fabrikken«, fortæller Jens Iversen.

Løse dele uanset mærke

Under arbejdet går Jens Iversen slavisk ploven igennem i en bestemt rækkefølge. Og som det første tjekker han, om noget på ploven sidder løst. Dernæst på muldpladernes justering i forhold til hinanden.

»Tro det eller ej, men løse dele er i den grad med i top tre, når det gælder fejl på en plov. Nogle mærker er værre end andre, men generelt går ingen fri. Det gælder også den halvbugserede Lemken og den liftophænge Kverneland her i dag«.

»Løse dele giver dårligere pløjning og uens slid. Men problemet er lige så meget, at når noget har været løst, så spænder man det ofte igen uden at undersøge, om det spændes i sin rigtige position«.

»Derfor ser man ofte, at hver enkelt pløjefod kan variere i forhold til hinanden - og dermed uens pløjedybde«, forklarer Jens Iversen.

Muldpladernes indstilling er særdeles vigtig for at lave ensartede furer og et jævnt såbed. Men næsten lige så ofte som de løse dele står muldpladerne forkert i forhold til hinanden.

»Der skal være samme afstand mellem dem. Men nogle gange er de bare ikke justeret korrekt, og andre gange kan det være, fordi man har skruet på en eller flere muldplader for at kompensere på en plov, der reelt set står forkert«.

Forreste fure er for bred

Forplovenes indstilling, kontrol af dybdehjulet og om ploven vender lige langt rundt til begge sider er også punkter på listen.

Resten foregår i marken, hvor Jens Iversen undersøger plovens hældning i forhold til traktoren, om træklinjen er optimal - og om den forreste fure kører korrekt.

»Rigtig mange plove tager en bredere forreste fure i forhold til de resterende. "Man skal have mere jord" er forklaringen - for på den måde at kompensere for et bredt traktordæk, der efterlader et større hul, fordi den trykker i det pløjede«.

»Løsningen er præcis det omvendte. Den forreste fure på ploven skal tage tre-fem centimeter mindre end de andre furer. Så kommer muldpladen længere over mod det pløjede og lukker furen. Og fordi en del af den tidligere fure er trykket af traktorens dæk, er der er rigeligt med jord«, uddyber Jens Iversen.

Alle mærker kan pløje

Han slår fast, at samtlige nyere plove på markedet uanset mærke kan pløje, når blot de er indstillet korrekt.

»Jeg er faktisk positivt overrasket over, hvor godt alle mærker klarer sig. Selv meget slidte plove kan sagtens pløje fint, når blot man er opmærksom under indstillingen«, tilføjer Jens Iversen.

Faktaboks

8 gode råd 
til optimal pløjning

  1. Forplove: Lad dem ikke gå for dybt. Det bruger ekstra energi og giver mindre muld over planterester. Optimal indstilling er ca. 14 cm. mellem skær- og forplovspids. 
  2. Efterspænding: Sørg for at efterspænde bolte på ploven regelmæssigt. Har noget været løst, så mål efter, om det sidder korrekt, inden du spænder til igen.
  3. Liftarme: Mål, om de er lige lange, og tjek dæktryk. Liftplove skal køre med oplåste liftarme, halvbugserede med låste liftarme.
  4. Forreste fure: Bør tage 3-5 cm. mindre furebredde end de resterende. Er dit forreste skær mere slidt end resten, kan det være en indikator på for bred pløjning.
  5. Muldplader: Uens furer? Mål efter, om dine muldplader står ens i forhold til hinanden. Tjek også, om plovåse står ens justeret.
  6. Sliddele: Benytter du uoriginale sliddele, så undersøg, om delene er 100 pct. identiske med de originale.
  7. Træklinjer: Ploven skal løbe lige efter traktoren. Ellers skal du justere dens træklinjer.
  8. Vending: Mål med loddestok og snor bag på ploven, om den vender lige meget til begge sider. Mål ikke blot længde på afstandsboltene.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.