Østjysk maskinforretning køber nabo - og flytter

Horsens Maskiner bliver omdannet til Yding Smedie & Maskiner.

For 21 år siden overtog Jeppe Rasmussen det lille Yding Smedie i Østjylland med én medarbejder. I dag er der 30.

Nu tager indehaveren et nyt skridt.

Han overtager fra 1. november naboen Horsens Maskiner og flytter sin forretning de 10 km ind til Horsens.

Forklaringen er, at han ikke kan udvide i Yding. Det har han fået at vide af Horsens Kommune. Derfor har han i noget tid overvejet, om han skulle bygge en hel ny forretning på bar jord, eller om der var andre muligheder.

I mellemtiden blev han kontaktet af Søren Næsborg, der ejer Horsens Maskiner. Det er en veldrevet forretning, der godt nok i 2011 havde underskud og lav egenkapital, men som i de seneste år har skabt overskud og dertil har en sund egenkapitalandel på 25 procent. Men Søren Næsborg vil fokusere på landbrug.

»Så kunne jeg se, at med de forhandlinger, Case IH og så videre, så var det bedre at købe noget, der var i gang«, beretter Jeppe Rasmussen.

Han havde helst foretrukket at blive i Yding, men i Horsens kan han udvide - og det er allerede på tegnebrættet.

Med overtagelsen og flytningen skifter forretningen navn til Yding Smedie & Maskiner.

Yding Smedie & Maskiner er fremover Case IH-forhandler. Det betyder, at Deutz-Fahr og Landini ryger ud af programmet. Derudover vil forretningen forhandle Amazone- og Kverneland-redskaber samt Farma, Honda sprøjte-ATV’er og HM Sneglevogn. Dertil kommer en række specialmaskiner, som Yding Smedie har specialiseret sig i. Det er en bred palette af udenlandske maskiner, forretningen forhandler.

Derudover tilføjer Yding Smedie & Maskiner klejnsmedeværksted.

I alt får Jeppe Rasmussen 45 medarbejdere.

De store ændringer i maskinbranchen har spillet ind på hans beslutning, fortæller Jeppe Rasmussen. Der færre landbrug, og der er også behov for færre, større maskinforretninger. Ved at lægge to forretninger sammen til én skubber han til den udvikling, pointerer Jeppe Rasmussen.

»Der er for mange maskinforretninger, og med overtagelsen er der så to maskiner, der bliver til en«, siger Jeppe Rasmussen.

Yding Smedie & Maskiner A/S har en bred palette, og alle kunder vil blive fuldt serviceret i det nye set-up, melder han. VVS-afdeling, smedeværksted, SAC servicecenter og staldvaskerobot flytter således med på den nye adresse.

Nye oplevelser venter

Søren Næsborg ser derimod ikke sig selv som direktør i front for en stor forretning. Derfor har han valgt at afhænde Horsens Maskiner.

»Der er rigeligt at se til med landbrug i Uganda og Illerup Søgård med en økologisk plantebedrift på over 400 ha. Desuden vil jeg deltage i driften af Logpartner/Retrade og eksportere maskiner til Afrika fra Yding Smedies tidligere lokaler«, siger Søren Næsborg.

Fra den 1. november finder salg og reparation sted fra den nye adresse. I løbet af 2018 følger flytningen af smedeværksted, Jenit og VVS-afdeling i en fase 2. Smede- og VVS-opgaver vil derfor i en overgangsperiode fortsat blive løst på den gamle adresse i Yding.

Yding Smedie A/S fik sidste regnskabsår et overskud på to mio. kr. og har en solid egenkapitalandel på 29 procent.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.