”Der er en kæmpe forståelse for, hvad det betyder, hvis en maskine bryder ned”

Efter er år i branchen for landbrugsmaskiner er Semler Agros nye topchef Morten Buus imponeret over, hvor dygtige og dedikerede de ansatte er.

Da Morten Buus i starten af året lagde en karriere som selvstændig bilforhandler bag sig og startede som driftsdirektør hos Semler Agro glædede han sig til at prøve en ny branche. Med i bagagen havde en lille fordom om, at branchen måske ikke var sexet nok til at tiltrække de bedste medarbejdere.

”Der fik jeg godt nok fordommene slået ned. Mine kolleger er her med hjertet. Mange har baggrund fra landbruget, og jeg tror, at det kun var et par stykker ud af 200 i Semler Agro, som ikke har baggrund i landbruget. Der er en kæmpe forståelse for, hvad det betyder, hvis en maskine bryder ned. Det er ikke i morgen, men det er nu, der skal gøres noget, og den indstilling er imponerende flot”, siger han og kalder det for passion og livsstil, der præger branchen og Semler Agro.

Skal rulle Semler-planen videre

Selv startede han med at blive uddannet på et reservedelslager. Tog siden vejen over en klassisk højere handelseksamen for at blive uddannet som biløkonom og partner og selvstændig bilforhandler med Peugeot, Mazda og Suzuki som bilmærker med Kolding som udgangspunkt og afdelinger i flere jyske byer.

Han varsler ikke dramatiske ændringer hos Semler Agro.

”Der var lavet en strategi, da jeg tiltrådte, som vi er i fuld gang med at implementere. Den kører vi videre med. Vi tilpasser undervejs. Det grundlæggende er dog stadig det samme. Vi er på plads med Sjælland. Vi er i gang med Fyn, Syd- og Sønderjylland og senere kommer Midt- og Nordjylland også med. Vi er rigtig langt med vores set-up, hvor vi vil være specialister og være til stede ude hos kunderne i stedet for at bygge mursten. Vi bliver ikke 100 meter mestre første dag, men det går fremad dag for dag”, siger han.

Kan blive til flere afdelinger

Semler Agro har i dag ti afdelinger rundt omkring i landet, og har ikke planer om, at det skal skæres yderligere til.

”Bliver der mulighed for udvidelser i fremtiden, så er vi også klar på det. Vi samler os i tre kraftcentre – et i Næstved, i Vejrup og i Brønderslev, hvor vi hovedsageligt har reservedelene. Når der er en servicemedarbejdere ude i marken, så kører han afsted hjemmefra. Vi leverer reservedele ud til ham om natten, og så pakker han bilen om morgenen og kører direkte ud til kunden. Opstår der et akut behov, så kan værkføreren slå nærmeste servicevogn op på hans digitale platform, og så kan han tage fat i montøren – og så sørger vi for, at reservedelen ud kommer til kunden i stedet for, at man skal ind og hente det”, siger han.

Direktør-kontor i bilen

Forestillingen om det klassiske direktør-kontor er for mange noget med et hjørnekontor med udsigt på femte sal. Morten Buus kontor er anderledes agilt og mobilt, forklarer han fra kontoret, som tydeligt afkoder sig til at ligge på vejen.

”Jeg bor i Nr. Bjert, og der har jeg et hjemmekontor, men jeg er oftest på vejen. Fra Kolding-området har jeg ca. to timers kørsel til de forretninger, der ligger længst væk, så mit kontor er at køre ud til afdelingerne. Jeg havde selv bilforretninger i Horsens, Kolding og Haderslev. Der sad jeg det ene sted i Kolding – og så blev mit univers meget ud fra, hvordan det skete i Kolding. Det her er meget bedre”, siger han.

Hvor mange km har du så kørt indtil videre hos Selmer Agro?

”Før handlede jeg med biler, nu bruger jeg dem. 59.000 km fra starten.”

Faktaboks

Blå bog: Morten Buus

46 år

Ny adm. direktør hos Selmer Agro, indtil i dag driftsdirektør siden januar 2017

Tidligere medejer af bilforhandleren Aunsbjerg i Kolding, Haderslev og Horsens.

Uddannet på reservedelslager, senere HH og biløkonom.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.