”Det kan sagtens lade sig gøre at være maskinhandler uden et traktormærke”

Der er et udmærket liv for mange maskinhandlere, selvom de mister deres traktor-forhandling til de store aktører i branchen, lyder det fra maskinhandlerforening.

Der købes op og laves samarbejder på kryds og tværs blandt maskinhandlere med landbrugsgrej i værkstedshallen for tiden.

 

Og med Semler Agro og Danish Agro Machinery med John Deere og Claas som nogle af de lysende eksempler centreres traktormarkedet på færre og færre hænder.

 

Det betyder dog ikke, at de mange pletter på landkortet med maskinhandlere bliver markant anderledes i morgen.

Det mener formand for Dansk Maskinhandlerforening Jens Aage Jensen.

”Selvom der bliver færre hovedforhandlere på traktorer, betyder det jo ikke, at de forretninger, der ikke har et traktormærke, bare forsvinder – tværtimod.  Det kan sagtens lade sig gøre at være maskinhandler uden et traktormærke. Det har flere maskinhandlere igennem tid vist ved at koncentrere sig om import og salg af flere forskellige redskabsprogrammer”, siger han.

Danmark har stadig hundredvis af forretninger

Dansk Maskinhandlerforening har 129 aktive medlemmer med i alt 186 forretninger rundt omkring i landet, og dermed er 2017 ikke så forskellig fra tidligere år, selvom de største virksomheder sidder på en pæn del af markedet, lyder analysen fra brancheforeningen.

”Det fintmaskede net af forretninger spredt ud over Danmark er det samme, og der er ikke noget på den korte bane, som indikerer, at det bliver meget anderledes”, siger Jens Aage Jensen og fortsætter:

”Så længe der er en koncentration af landbrug i et givent område, så er der også en maskinhandler - også i morgen.”

Han kalder det en fordel, at der er kommet flere meget kapitalstærke koncerner ind i branchen, som ellers er kendetegnet med mange familieejede mindre virksomheder, der kan have svært ved at få ført forrentningen videre, når ejeren vil gå på pension.  

”Selvom der mange steder er interesserede købere, strander det som regel på finansieringen. Det er jo meget store balancer, der er tale om, og adgangen til kapital er stram. Her er de store spillere og deres opkøbsstrategi et meget positivt indslag”, siger han.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.