”Så kan man tænke lidt over, hvor mange solskinstimer, der er gået derinde”

I vinter skilte jeg motoren helt ad. Jeg har bygget nye plejlstænger, ny brændstofspumpe, åbnet topstykket – der var en ventil, som var dårlig - og bygget intercooler til den. Inden man får set sig om, så er der gået tre måneder. Jeg skruer sammen med svigerfar, der også ejer traktoren, og så er min far også med til at skrue.

Min svigerfar købte traktoren for tre år siden. Han er også vognmand og kan transportere den rundt. Uden min svigerfar kunne jeg ikke gøre det. Vi plejer at køre i Sdr. Hygum. Der kører vi altid over. Vi er nye i det. Vi skruer stadig meget. Vi har manglet moment i den. Der har været op- og nedture. Men det er svært at sige, hvad vores forventninger er til DM i traktortræk. Det er dagen, der afgør det. Jeg håber da på top 3 – men der er jo også andre, som bruger meget tid, og de har også nogle stærke traktorer. Når der står 6 til 8 traktorer, som er lige så stærke, så er det på dagen, hvem der laver det bedste træk.

Den bedste præstation var i Sdr. Hygym, hvor jeg blev nr. 4, og 30 cm fra 3. pladsen og en meter fra 1. pladsen. Det var en god fornemmelse at køre hjem og sige, at nu er vi tæt på dem. Det gav blod på tanden.

I forhold til for tre år siden, så tror jeg, at den trækker 40 pct. mere. Hvis man skal sætte et tal på det i dag, så har den mellem 1.000 og 1.300 heste. Det er et kæmpe andrenalinsus, når man kører. Jeg har endnu ikke prøvet ikke at være nervøs før et træk. Adrenalinet pumper – og så kører man, og så glemmer man bare alt. Det er bare helt specielt, når man kører. Det er al den energi og de timer, der er lagt i det, som ryger afsted på få sekunder.

Ford’en købte vi af Martin Stehning. Jeg arbejder en del sammen med hans bror Philip Stehning. Philip er en god hjælp. Jeg er selv smed, og når han har travlt, så hjælper jeg ham med at svejse intercooler og forskelligt. Det er helt uundværligt, at jeg har ham på sidelinjen i denne her branche. Er der et problem, så træder han gerne til.

Vi har bl.a. lavet gearkassen om, så den kører lidt stærkere. Kan du få slæden med ud i det højeste gear, så kommer du længere. Når spyddet kommer, så er det vigtigt at have fart på. Vi satte først en TW-gearing i den, men der var for høj gearing. Jeg kører på 800-dæk, så jeg har lidt højde på. Cirka 41 til 42 km/time med 2.700 omdrejninger. Det er også derfor, vi har en slyngkobling i. Flowpladerne holder en sæson. Det er hårdt for dem, når den kører så stærkt. Men vi er blevet eksperter i at skille den ad. På en time kan vi skille den ad og tage koblingen af. Vi har gjort det nemt for os. Der er ikke en bolt, som vi ikke har haft ude af den. Sidste vinter skilte vi den fuldstændig ad i alle dele. Sidste år havde vi smadret gearkassen, og så var det bare at åbne op.

Traktoren har et budget på 400.000 kr. Du har ikke råd til at ligge stille. Du skal have den ud at køre, når du allerede har lagt så mange penge i det. Så må du bare tage regningerne undervejs. Det får hurtigt ben at gå på. Vi har ofret to brændstofspumber til 30.000 kr. hver. Turboerne er også dyre. Det render bare op. På Sjælland får vi en plastikpokal, i Jylland får de lidt mere. Det er takket være min svigerfar, at det har kunnet lade sig gøre. Når man tænker over, hvor mange timer, man har brugt på det, så kan man blive lidt ked af, hvor mange solskinstimer der er gået med at stå derinde. Men vi har det fedt, når vi er ude at køre. Der er et socialt fællesskab mellem trækkerne. Når vi er til det første stævne, så er vi tilbage i ryttergården. Det er et dejligt fællesskab og skidehyggeligt det hele. Det er lige så meget for det, at man er med.

Barndomsdrømmen var at bygge en Ford, der er stærk. Det har jeg nået. Jeg har ikke ambitioner om de helt store klasser i traktorpulling. Det vil kræve for meget tid at køre. Skal jeg noget, så vil jeg gerne køre farm stock. Min kærestes lillebror bliver 13 år og kører havetraktortræk. Han bliver også 16 på et tidspunkt, og så ligger det i kortene, at han skal køre TW 10’eren. Så kan jeg tænke mig at køre farm stock. Det er måske om fem år, at det kan begynde. Det koster også en slat penge. Skal jeg køre noget, så skal jeg køre Ford. Der er ikke noget, som jeg ikke har skilt ad på den traktor.

Mit sidste stævne var Bregentved. Her fik jeg problemer med koblingen, så nu skal jeg hjem og skille koblingen ad. Jeg skulle egentlig have kørt om tre uger igen, men det magter jeg nok ikke. Så kører jeg en gang lige før DM, og så er vi klar.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.