10 gode råd mod GPS-tyverier

Efter en stribe af GPS-tyverier fra landmænd og en maskinstation har politiet i Syd- og Sønderjylland nu sendt en advarsel og en række gode råd ud.

I løbet af august har der været en bølge af GPS-tyverier i Syd- og Sønderjylland.

Den seneste måned har der været i alt 23 indbrud hos landmænd og en maskinstation, hvor kriminelle har stjålet GPS-udstyr, blandt andet skærme, sendere, antenner m.m.

Det har nu fået politiet til at advare om tyverierne og udsende 10 gode råd til branchen, når det gælder sikring mod tyveri.

10 gode råd

  1. Lav en sikringspolitik, så det blandt andet står klart, hvordan køretøjer sikres ved arbejdstids ophør – det gælder blandt andet aflåsning af køretøjet, sikring og aflåsning af bygninger. 
     
  2. Afmonter udstyr fra maskinerne ved arbejdsdagens ophør, hvis det er muligt, og placer det et tyverisikret sted.
     
  3. Mærk det værdifulde udstyr. Og sæt skilte op hvor det fremgår, at udstyret er mærket.
     
  4. Værdifuldt udstyr sikres med GPS-trackere, så det er muligt at følge gerningsmændene og få udstyret tilbage. 
     
  5. Udendørs områder, hvor maskinerne står efter arbejdstid, skal være oplyst, eller forsynes med chockbelysning i form af en kraftig lampe med en bevægelsescensor, der tænder, når uvedkommende træder ind i området.
     
  6. Undgå høje hegn og bevoksning. De er med til at give tyvene arbejdsro for nysgerrige blikke. Er det omvendt muligt at kigge ind på området, tænker tyven sig om en ekstra gang. For der er risiko for, at han kan blive set – og i værste fald også genkendt.
     
  7. Står maskinerne på egen grund, er det muligt at etablere videoovervågning. Skilt tydeligt med, at der overvåges.
     
  8. Sæt alarmer på maskiner og bygninger.
     
  9. Sæt piktogrammer udvendig på GPS-udstyret, så tyven tydeligt kan se, at enheden er sikret. Det gør tilskyndelsen til tyveri mindre.
     
  10. Etabler Erhvervsnabohjælp.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.