20-årige Daniel er Danmarks bedste lærling

Konkurrencen om at blive Danmarks bedste maskinmekanikerlærling blev afgjort på reparationen af små-maskiner, siger vinderen, der er under uddannelse hos Johannes Mertz i Maribo

En motorsav og en motoriseret hækkeklipper lyder som to ret simple maskiner. Men det blev uventet det område, der formentlig afgjorde konkurrencen om at blive Danmarks bedste Maskinmekanikerlærling. Konkurrencen blev afholdt fredag og lørdag på Erhversskolerne i Aars.

»Jeg har aldrig repareret småmaskiner andre steder end i min fritid«, fortæller Daniel Højbjerg. Heller ikke de tre andre deltagere, Nicklas Elkjær, Mads Nørslov Kristiansen og Lasse Jensen, er specielt fortrolige med de mindste maskiner, som man handler med i en normal dansk maskinforretning.

Det er første gang den slags maskiner indgår i den alsidige konkurrence, hvor der også arbejdes med traktorers og maskiners indviklede elektronik og arbejde, der mest af alt minder om almindeligt smedearbejde.

Blandt årets opgaver var blandt andet at lappe et hjul til en gammel Ford-traktor.

Mest udfordrende var nok et par elektroniske fejl på en Deutz-traktor. Også her stod deltagerne lige, for ingen af dem er vant til at arbejde med traktortypen.

»Først skulle man finde ud af, hvordan man overhovedet betjener traktoren, og så skulle man lave fejlfinding«, sukkede Daniel Højbjerg, da han måtte give op lige før lukketid for konkurrencen.

Eller helt gav han ikke op:

»Jeg arbejder lige videre, selvom jeg godt ved det ikke gælder. Jeg skal altså kunne finde den fejl«, erklærede han.

Men på trods af, at han altså ikke lavede alle fejl på en traktor, han på ingen måde havde kendskab til, vandt Daniel alligevel konkurrencen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.