300 kilometer på el i ny Renault Kangoo Van

Efter 10 år og mere end 70.000 eksemplarer, lanceres nu anden generation af den elektriske Renault Kangoo. Batteriet er vokset, og rækkevidden er længere.

Renault har siddet tungt på elbilsmarkedet, når det handler om små varebiler, og siden lanceringen af Renault Kangoo ZE i 2011 har Renault leveret mere end 70.000 eksemplarer af den elektriske varevogn. 

Nu er det så tid til anden generation. Ganske som de andre elektrificerede biler fra Renault er betegnelsen nu E-TECH Electric.

Hvor den nuværende Renault ZE har et batteri på 33 kWh, og en rækkevidde på 230 kilometer, ligger der nu et 45 kWh batteri i den nye Kangoo Van, og rækkevidden er ifølge en pressemeddelelse udvidet til 300 kilometer. Det større batteri, der ligger fladt under gulvet, ændrer ikke på varerummets størrelse.

Den nye Kangoo Van har en 90 kW motor – eller hvad der svarer til omtrent 122 hk., og leverer et moment på 245 Nm. Nyheden er udstyret med tre forskellige niveauer for regenerativ bremsning. Den første er begrænset regenerativ bremsning, der passer til motorvejskørsel. Nummer to svarer til det man oplever i en almindelig benzin- eller dieselbil, mens det tredje niveau især er godt, når man kører i køkørsel eller i bjerge, hvor den fungerer som motorbremse. 

Ved opladning af batteriet er der tre forskellige opladningsmuligheder. Standard er altid op til 11 kW på en trefaset chameleon oplader. Derudover kan man vælge en 22 kW AC chameleon lader og en 80 kW DC-lader til hurtigopladning. Med lynopladning får man 170 kilometers rækkevidde på 30 minutter.

Bilen har samme varerumsstørrelse som versionen på benzin og diesel. Det vil sige op til 3.9 kubikmeter i varerummet, 600 kilo nyttelast og 1500 kilo på krogen. 

Salget af Renault Kangoo E-TECH Electric begynder i foråret 2022, også i Danmark. Endnu er prisen ikke kendt.
 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.