5 ting du skal lægge mærke til hos til verdens største traktorproducent

John Deere har nu planen klar for udrulningen af 8R i markedet, prissætningen af noget af deres topudstyr og deres syn på landbrugsmarkedet i 2020.

I sidste uge gik John Deere ud med nøgletallene for deres 2018/19-regnskabs år – og kom med deres status på store og små detaljer.

Overskrifterne for traktor- og maskingiganten, der omsætter for 266 mia. kr. om året og har en bundlinje på 22 mia. kr., var bl.a., at man har en klar plan for indfasningen af ny stor traktorserie, interessante betragtninger om prissætningen på produkterne – og ser en meget positiv udvikling for præcisionsudstyret, men også at 2020 forventes at blive et vanskeligere år for salget af landbrugsmaskiner.

Her får du fem nedslag i kommunikationen fra John Deere baseret på deres selskabsmeddelelser, slides og møde med analytikerne i sidste uge.

1. Her er planen for de nye John Deere 8R-modeller

I forbindelse med Agritechnica lancerede John Deere den nye stortraktor-serie 8R. John Deeres topmanagement er ikke ligefrem karrig med forventningerne og superlativerne til produktet.  Her i december åbnes der op for bestillinger, og om godt og vel et halvt års tid begynder John Deere så at producere og levere traktoren i større omfang til markedet. Indtil da er det den ”gamle” 8R-serie, der skal klare salget, og her melder John Deere ud, at man anser ordrebøgerne til at være så stærke, at der bliver udsolgt, inden man får de nye traktorer i markedet.

Og den nye traktorserie ser spændende ud. Læs meget mere om teknikken i den her artikel, hvor min kollega John Christensen har gennemgået maskinen:

Næste 8R fyldt med komfort og bælter

2. Tager ekstraudstyret med ind i maskinerne – og tager sig betalt for det

Når John Deere lægger deres kvartalsregnskaber frem, så får de børsanalytikere, der følger selskabet på fast basis, mulighed for at stille et eller to spørgsmål. En af de ting, som de fast spørger til, det er økonomien ned i detaljerne. Eks. hvordan John Deere får tilfredsstillende indtjening på noget af det, som normalt går som ekstraudstyr. Den anden dag blev der spurgt til det økonomiske vise i, at John Deere nu integrerer deres automatiseringssystem på mejetærskerne, så de ikke tager ekstra penge for det som ekstraudstyr. Svaret var, at når John Deere tager sådan en feature ind i programmet, så bevarer man prissætningen på det, og sætter altså prisen tilsvarende op. John Deere forventer i øvrigt at kunne realisere prisforhøjelser på maskinerne på tværs af hele programmet til landbrug og have/park-segmentet.

3.   Præcisions-teknologien boomer

Som jeg kommer ind til sidste i denne artikel, så nedjusterede John Deere deres salgsudsigter for det kommende år. Men der var især et punkt, hvor John Deeres topledelse så meget positivt på fremtiden.

Præcisionsudstyr buldrer frem hos landmænd i hele verden. 

Ifølge John Deere er der nu mere end 66 mio. hektar på verdensplan, der dyrkes med John Deeres præcisionsudstyr i en eller anden form.

”Det vokser, og det er ikke kun i Nordamerika, men også udenfor udenfor”, lyder det fra direktør for investor relations, Josh Jepsen, der bl.a. nævner stor vækst i Sydamerika.

John Deere nævner også, at eks. på de store tratorer i 8R-serien, så er det nu mere end hver anden traktor, som er udstyret med John Deeres autostyring AutoTrac, hvilket betegnes som ”signifikant vækst”.

4. På størrelse med Mærsk

Da John Deere i sidste uge var min første tanke at finde en dansk virksomhed og sammenligne størrelsen med. Og der er faktisk ikke mange muligheder. John Deere er på størrelse med Mærsk i omsætningskroner. Og Mærsk er trods nogle år med lidt mere trælse nyheder end, vi ellers har set før, Danmarks suverænt største virksomhed. John Deeres årsomsætning fra november 2018 til november 2019 endte på 39 mia. dollar – godt og vel 266 mia. danske kroner. Danmarks andenstørste virksomhed, Novo Nordisk, er med 111 mia. kr. slet ikke i nærheden.

5. Næste år spår John Deere negativ vækst

Trods vækst og fremgang både i selve salget og bundlinjen på henholdsvis fem og fire procent, så var det en tilbageholdende nybagt topchef hos den store traktor- og maskinproducent, John C. May, der gjorde økonomisk status forleden.

”John Deeres resultat afspejler fortsættende usikkerheder i landbrugssektoren”, konstaterede han i en selskabsmeddelelse, hvor han henviste til handelsuro og svære høstbetingelser, som årsager til, at landmænd rundt omkring holder igen med indkøb af nye maskiner.

Salget af maskiner til landbrug og den grønne sektor på globalt plan ventes at falde med fem til 10 pct. Bl.a. spås det nordamerikanske marked at blive ramt af vigende efterspørgsel efter store maskiner. For danske redskabsproducenter der eksporterer til Europa er der dog den trøstende vurdering, at det europæiske marked samlet set forventes at holde sig på samme niveau som i år.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.