Afbøder lidt i voldsom gasregning med fire-dages uge

Energiregningen er eksploderet for sliddelsproducenten Mølbro Production, der ellers har medvind på markederne.

Du fornemmer også de 930 grader fra det rødglødende jern på lang afstand.

Til gengæld giver den selvsamme proces hedeslag, når slidselsproducenten Mølbro kigger på energiregningerne i Excel-arkene for tiden.

- Vi skal bare bruge gas, da man ikke umiddelbart kan finde alternativer, når vores procens nu engang kræver så høj varme, fortæller administrerende direktør Knud Rughave på en rundvisning på fabrikken for landbrugspressen.

For Mølbro betyder gasprisernes eksplosion en ekstraregning på omkring faktor fire, så den månedlige energiregning nu er steget til en halv million kroner.

Men sådan er det.

Jernet skal op og rammme 930 grader for at nå den rigtige hærdning, der gør, at Mølbro kan bibeholde den rigtige holdbarhed og hærdning på produkterne, som i stort tal går ud til landmænd i ind- og udland - med en meget stor eksportandel.

For at afbøde de høje energiregninger i det omfang, man nu engang kan gøre det, så har medarbejderne i øvrigt sagt ja til at afholde ugens arbejdstimer over fire dage i stedet for fem, så man sparer hele det dyre energiforbrug med at starte ovnene op igen om fredagen. Det giver en besparelse på fem-seks procent.

Kæmpe vækst i Ukraine

Meget belejligt, når nu omkostningerne er eksploderet for Mølbro som for mange andre danske virksomheder og husholdninger, har sliddelsproducenten ellers en del medvind i 2022, efter at producenten blev overtaget i 2018 af koryfæerne i branchen Kaj Pedersen, Peter Hansen og Peter Pedersen, som med erfaringer og ejerskaber af virksomheder som Dalbo, Cormall, Thyregod og Agrometer lige ville krydre karrieren med en sidste, spændende udfordring.

I de senere år har Mølbro givet overskud, og aktuelt konstaterer man også ny vækst på flere markeder - et af de mest overraskende finder man i Ukraine.

- Vi har ansat en rigtig dygtig sælger, som bare har gode kontakter og fået spredt vores navn i markedet. Salget er steget eksplosivt. Der er også brug for en masse dele i Ukraine, selv om der er krig, konstaterer Knud Rughave.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.