- Aftenen før konkursen vidste jeg ikke, at det ville gå sådan
Konkursen hos Jysk Maskincenter kom brat for direktør og indehaver Anders Vester Nielsen, som nu har købt maskiner ud af konkursboet for at redde så meget som muligt.

Den tidligere direktør og medindehaver af Jysk Maskincenter i Randers, Anders Vester Nielsen, er nu igen i gang med at sælge maskiner fra bygningerne på Bronzevej i Randers.

Sammen med de gamle medejere, Torben og Poul Simonsen, har han stiftet selskabet SIV Maskiner, der har købt de brugte maskiner ud af konkursboet for at redde så meget som muligt af den sikkerhed, der er stillet for banken.

De nuværende ejer af lokaliteterne og aktiviteterne på Bronzevej, HCP Maskincenter, har velvilligt givet de tidligere indehavere lov til at lade maskinerne blive stående og sælge dem fra ejendommen. Arbejdet med maskinsalget startede ud i mandags, og allerede inden, at maskinerne for alvor er blevet annonceret hos Mascus og Maskinbladet er handlen kommet i gang.

”Jeg har lavet 15 fakturaer indtil videre. Det er egentlig meget godt, da vi ikke rigtig har annonceret det endnu. Men der er andre (end dig red.), som har hørt, at vi er i gang,” siger Anders Vester Nielsen, der sælger et bredt udbud af maskiner, der også tæller flere ganske nye Fendt traktorer, bl.a. en 720’er og en næsten ny 724’er, samt flere brugte.

Er det et godt tidspunkt at skulle ud og sælge på?

”Der er jo aldrig et godt tidspunkt at gå konkurs på. Men nu er det sådan, det er. Vi har selv stillet sikkerhed overfor banken, og vi forsøger nu at redde lidt af det, som kurator og banken har været ved at forære væk på en auktion.”

Hvordan tager omgivelserne det?

Stor maskinauktion aflystMaskiner Fredag 15. december 2017 · 09:15

”Der er nogle, som er utilfredse, og så kan man lige så godt få taget snakken med det samme. De føler, de er kommet i klemme. Jeg er selvfølgelig også meget ked af konkursen. Aftenen før konkursen vidste jeg ikke, at det ville gå sådan. Vi havde ligget i forhandlinger med banken længe - vi havde jo haft nogle problemer over noget tid, men jeg troede, at vi havde en aftale med banken lige indtil, at det havde vi så ikke. De sagde, at vi ikke skulle indbetale løn længere, og så er der altså ikke meget andet at gøre end at begære sig selv konkurs”, siger han og tilføjer, at en del handler blev flyttet til andre forhandlere, så de fleste kunder ikke er kommet i klemme, men at det primært er nogle leverandører, der risikerer at få nogle tab.

Vil I fortsætte med at sælge maskiner, når I er færdige med at sælge de her maskiner?

”Det tager vi hen ad vejen. Formålet her og nu er at få solgt de her maskiner, og så må vi se, om vi vil ud- eller afvikle”, siger han og fortæller, at annoncerne i løbet af få dage er helt rettet til.

Skal du konkurrere med HCP og Hjallerup Maskinforretning, som også er på vej ind i Randers?

”Nej, hvis jeg skal noget, så skal jeg supplere dem. Jeg må sige, at jeg er vant til Agco og havde svært ved at forestille mig jeg skulle samarbejde med andre, men jeg er blevet rigtig godt modtaget af HCP. Det har været over al forventning så imødekommende, de har været, og det er en stor fordel, at vi ikke skulle flytte maskinerne. Samtidig trækker de brugte maskiner jo også folk ind til dem, så på den måde supplerer vi hinanden godt.”

Hvordan har du det med at være i gang med salget efter konkursen?

”Det er en opgave, der skal løses her og nu. Da vi lukkede, blev jeg opereret for diskusprolaps, og så er det jo meget godt at være i gang igen”.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.