Agco bejler til ansatte efter Randers-konkurs

Agco Danmark arbejder intenst for, at medarbejderne fra konkursramte Jysk Maskincenter forbliver i Agco-regi.

Mens kuratoren efter konkursramte Jysk Maskincenter i Randers har opgivet at køre driften af virksomheden videre, så arbejder Agco Danmark på højtryk for, at der fortsat skal være en stærk Agco-forhandler i Kronjylland, hvor medarbejderne vil blive tilbudt at arbejde videre.  

”Vi har højt specialiserede medarbejdere, som står uden arbejde. Vi arbejder selvfølgelig på højtryk for, at de kommer en løsning for de medarbejdere, så de kan komme tilbage i vores Agco-regi”, siger adm. direktør Bo Gade, Agco Danmark.

Dermed rækker både Agco Danmark og Deutz-Fahr-importøren HCP ud efter arbejdskraften hos Jysk Maskincenter. HCP gik tidligere i dag ud og annoncerede køb af bygninger og reservedelslager fra konkursboet. 

Agco Danmarks adm. direktør kalder det indlysende vigtigt for Agco, at de kan holde på medarbejderne og tilstedeværelsen i området efter, at Jysk Maskincenter måtte indstille driften.

”Et er maskiner, men det er mennesker, som holder hjulene i gang. De er kritiske for vores struktur, og vi har altså en branche, hvor der er mangel på folk”, siger han.

Efter konkursens første 14 dage er medarbejderne nu fritstillet og står uden arbejde.

”Der er ingen tvivl om, at konkurrenterne går efter vores medarbejdere. Derfor er det også magtpåliggende, at vi finder en løsning”, siger Bo Gade og håber at kunne præsentere en løsning for fortsat Agco-forhandling for medarbejderne og omverdenen senest ved månedens udgang.

Stort Agco-område

I går aftes sendte Agco en pressemeddelelse ud for at vejlede kunderne i, hvilke Agco-forhandlere i Jylland, som de ellers kan få service og reservedele hos. I de seneste uger har usikkerheden regereret efter konkursen og mange kunder ringer for at høre, hvordan de kan blive serviceret.

Ifølge Bo Gade er netop det kronjyske, som var Jysk Maskincenters centrale dækningsområde, et meget vigtigt område for Agco.

”Traditionelt er det et rigtig stærkt Agco-område, og det dækker ca. 12% af totaltmarkedet i Danmark, så det er ikke uden betydning”, siger han.   

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.